Vinterferien 2008

Troldlandet.

Hop direkte til billederne.

Vi skulle bare holde fri. Ferien var over os, og vi havde udsat planlægningen alt for længe. Aftenen før vi skulle afsted finder jeg ud af, at den svenske nationalpark som ligger tættest på, og som vi endnu ikke har besøgt, ligger 5½ times kørsel borte. Det er Tivedens nationalpark, som ligger i den nordvestlige omegn af Vätteren, hvis man kan forklare det sådan. Så hu, hej, kontakt til diverse vandrerhjem, som holder åben i vintersæsonen. Det er ikke mange, og de er derfor fuldt belagt. Nå, det blev hotel, og det blev vi da ikke særligt kede af. Især ikke da vi skulle spise middag på Idas Strandgård i Karlsborg. Hovedretten var en meget veltillavet rødding med Chablis. Udsigten til det lille havnemiljø ved Götakalens udløb i Vätteren gjorde ikke nydelsen mindre. Hotelværelset, som vi havde set frem til, var bestemt bedre end at sove i telt. Det var et ombygget plejehjem med en helt overvældende ventilation. Det er maden, jeg vil huske.

De, der absolut vil overnatte i det fri, kan ikke få den glæde i selve Tivedens Nationalpark, men umiddelbart nord for, hvor Bergslagsleden skærer nationalparken. Der er der et shelter.

Skiltningen ind til nationalparken er helt i orden. Vi valgte at gå ruten, der hedder Trollrunden. Den er 6 kilometer lang og det var et klogt valg. Havde vi valgt en længere, var solen gået ned. Den gik ned 15.30. En times tid tidligere end hjemme. Vi praler altid lidt med, at vi aldrig får ømme muskler af at vandre. Det fik vi heller ikke denne gang, men vi havde svært  medtagne sener under fødderne. Det er akillessenens forlængelse fra hælen ud mod tæerne, som driller. Man skal også være indstillet på at tage omkring 300 højdemeter såvel + som -. Ok, skal sandheden helt frem, så skal der også klatres lidt, hvis man vil helt op på den store Trollkyrka.

Oplevelsen er absolut storslået. Selv om vi befandt os i den mildeste vinter i Sverige i 250 år, gjorde det ikke os noget. Det var et par plusgrader, lidt tåget, og det gav en fin stemning. Lidt is var der på søerne.

Vi har tidligere besøgt Fulufjells Nationalpark, som absolut også er en enestående oplevelse. Men Tivedens Nationalpark må man ikke snyde sig selv for at besøge...

Download waypoints og rute her.

Download kort her.