Efterårsferien 2004.

Hvor svært kan det være?

Hvis man vælger at vandre rundt bjergene Femre Illmannhøe , Indre Illmannhøe og Veslelægerkvelven, skal man bare finde ud af, om man vil gå højre eller venstre om. Vi valgte så venstre. Temperaturen var lige under frysepunktet, solen skinnede, noget skyet var det dog, selv om vejrudsigten havde været særdeles optimistisk både hvad temperatur, vind og skydække angik. Det eneste, der stod helt fast, var, at nu havde vi efterårsferie, og rundt det ville vi. 

Der er myr, hvis man vælger, som vi gjorde. Det er meget høje græstuer med vand rundt om, og som man må springe fra og til, såfremt man vil frem. Det er mos og lav i puder, der får én til at gå som artisten, der pedalerer hen over sikkerhedsnettet. Nu havde vi tung oppakning, så artistiske tog vi os næppe ud. To kilometer kan være endog særdeles langt og tungt på den måde.

Resten af formiddagen og helt til klokken to, fortsatte vi vandringen på fjeldheden i 1200 meters højde. Vi foretog de sidste telefonopkald for nogle dage, og drak Nescafé i solskinnet. Koldt var det, og i det fjerne gik to jægere samt  en hund i rødt dækken og saluterede afgang. Rypejagten var i fuld gang. Vi så ikke én hele den dag.

Vi havde tid til at tage billeder af hinanden.

 

Vi havde tid til at tage billeder af hinanden. ”Luk munden”, sagde Lonnie til mig, da hun tog et billede, hvor jeg rigtigt poserede. Og hun havde ret. Uden mit vidende fungerede øverste del af mit åndedrætsorgan som turbo med intercooler. Jeg havde simpelt hen vandret rundt med åben mund dels for at få rigeligt med luft ned i lungerne, dels for at komme af med overskudsvarmen. Jeg er jo ikke vant til smiger, så jeg antager, det har set vældigt fikst ud.

"Luk munden, Gunnar".

 

 

Ude på de ti kilometer svingede vi op over et højdedrag ved Veslelægeret – en lille hytte samt et udhus – der gav os fuldt udsyn ned over Musvolddalen, hvis bund lå to hundrede meter under vores fødder. I skyggesiden af hytten var der lange istapper, men vi forstod ikke i øjeblikket meningen med dem. Forude så vi ned på en seks kilometer lang forfod til bjerget, vi stod lige under. Men for at komme derud skulle vi kante os ned over en smal sti på en strækning på godt en kilometer; sine steder en fodsbred bred. Til højre for stien var der – luft. Tænk på to gange Møns Klint uden rækværk.

I skyggesiden af hytten var der lange istapper.

 

Musvolddalen, hvis bund lå to hundrede meter under vores fødder.

 

Vel nede på forfoden fandt vi et dejligt og sjælden plant og blødt sted at slå lejr. Nøj, hvor var vi slidte. Syv timers vandring og ca.12,5 kilometer ude. Tilfredse var vi. Smukt var der.

I den korte overgang, det tog for solen at forsvinde – nogle minutter vel – lykkedes det for vores telt at skifte farve fra grønt til hvidt. Det er ikke vand, man mangler på sådan en tur. Det dejligste lille vandfald var vores forsyningskilde ti meter væk. Så romantisk var det. Mens vi spiste varm aftensmad, trak vi ind i læ. Der fejede en vind gennem dalen og kulden tog til. Klokken 19 lå vi i vores poser og blev tavse sammen. Ind imellem fik vi iskrystaller, som løsnede sig fra teltloftet, ned i ansigtet. Vi holdt alle ventilationsåbninger i teltet helt åbne. Soveposerne begyndte langsomt at blive fugtige omkring ansigtet. Gaslampen, der havde hvæset en times tid, men ikke varmet, blev slukket. Det var ikke lige til at falde i søvn. Kroppen var gearet så højt, at man slet ikke kunne falde rigtigt til ro. Næste morgen kunne vi betro hinanden, at vi hver især måtte have sovet, for det havde vi da hørt. Du kender nok den dér årvågne søvn.

Det blev morgen 14 timer efter vi gik til ro, så det var lidt svært at få tiden til at gå. Kiggede man ud, var det tåget, men det så ud til at kunne blive klart. Det var bare lige lidt for koldt til, at vi havde overskud til at lave varm morgenmad, så vi delte et stort stykke chokolade og drak vand til. Det er et skråplan, men det var det rigtige på det tidspunkt. Forude lå først fem kilometers vandring, så ville vi forsøge at komme ned i Illmanndalen. Godt visne nåede vi derud, og vi blev ærligt talt godt overraskede. Vi kendte nemlig den modsatte ende af dalen. En bred, nem, smuk dal at vandre. Men her var den forvandlet til en dyb, snæver slugt. Vi stod og kiggede ned, men ville aldrig kunne komme derned, så brat var faldet. Og var vi endelig kommet ned, ville vi ikke kunne komme op på den anden side til stien, endsige op gennem dalbunden. Vi kunne vandre en større omvej ned til Bjørnhollia, som ligger i 900 meters højde. Men hvordan  var det nu? Havde jeg lige fået checket, om der var en bro over Illmannåen dér. Lidt slukørede og pænt forpustede måtte vi se i øjnene, at det nu kun gjaldt om at komme retur. Og mindre koldt var det jo heller ikke blevet. Vi knoklede nu tilbage gennem Musvolddalen. Op over den lede strækning ved Veslelægeret og et godt stykke tilbage i læ bag flere rækker morænebakker, som kunne skærme os mod overraskelser fra dalen. Hen mod solnedgang fik vi skræmt en rigtig stor flok fjeldryper op. Heldigt det var os.

Det var bare lige lidt for koldt til, at vi havde overskud til at lave varm morgenmad.

Det blev til over femten kilometer den dag på otte timer. Varm aftensmad og lige i sækken. Se, nu var der ingen problemer med at falde til ro. Vi beholdt vanter og huer på. Lonnie puttede et hold fingervarmere i vanterne og så lige et hold i sokkerne. Der blev gjort et forgæves forsøg mere med vride noget varme ud af gaslampen.

Min blære vækkede mig ved tretiden, og beordrede mig ud af teltet. Ud til en tindrende stjerneklar kulsort nat, hvor der var klare stjerner helt ned til horisonten. De frosthvide bjergsider anede man lige. Jeg havde ikke fået varmen om tæerne indtil nu, så jeg måtte overgive mig til kemien og stoppe håndvarmere ned i sokkerne. Vi havde ni med, nu var der tre tilbage. Natten var bare halvgående.

Næste morgen opgav vi at lave morgenmad – igen. Chokolade og kildevand. Og otte kilometer tilbage. Der er ret mange småvad på ruten. Man behøver ikke at blive våd om fødderne, hvis man bare er lidt fodrap. Bag os lurede nogle truende frosttåger og fremme nogle sorte skyer, der ikke rigtigt vidste, hvilken højde de ville sejle i. Det virkede noget truende. Vi ville jo nødigt miste orienteringen. Der var ikke helt tydelig sti resten af vejen, og med lidt sne kunne vi godt komme ud af kurs. Helt galt ville det næppe gå, og det jorde det heller ikke. Oppe ad dagen lysnede det.

Var vi kommet den rigtige vej rundt og ikke to gange halvrundt, havde vi sluttet vores Odyssé af med seks kilometer ad en bred grusvej. Sådan en rigtig pieceofcake vej. Men nu blev det et par kilometer med myr. Godt trætte indtog vi bilen. Den var ikke alt for tilbøjelig til at starte med de tre minusgrader, det var.

Den var ikke alt for tilbøjelig til at starte med de tre minusgrader, det var.

 

Det kan ikke nægtes, at vi er meget betagede af højfjeldet. Sådan dér lige over trægrænsen. Det giver en fornemmelse af frihed, det vide udsyn. Det er bare, som det er. Råt, koldt og ugæstfrit; men det er ærligt.

Hjemme lunter vi rundt i skoven hver evige søndag – med variationer forstås. Vi går i læ for vinden, i læ for regnen og i læ for kulden. Afstande er noget man bedømmer efter, hvor lang tid, man har vandret. Temperaturen kender vi fra TV. Og alligevel traver vi trofast rundt og rundt, mens vi drømmer og plejer vores udlængsel.