Efterårsferien 2003.

Nu skulle det altså være !

Vi havde på turen i 2001 overnattet i Rondane. Men tværs gennem nationalparken var vi ikke kommet, da vi fandt vejret for surt. Det var tåge og sne skiftevis og dunkelt. Toppene fik vi kun set i meget små glimt. Vores store ønske var at vandre tværs over nationalparken gennem Illmanndalen og retur gennem Musvolddalen. Men nu skulle det være.

Søndag i efterårsferien stod vi tidligt op - som så ofte før - og inden vi fik set os om var klokken alligevel blevet 9. Og da vi kom ud på motorvejen havde jeg selvfølgelig glemt noget. Men 9.30 satte vi atter kursen mod Gudbrandsdalen, og 20.30 var vi fremme ved Dovreskogens Gjestegård, et motel ca. 15 km. nord for Otta. Det sidste stykke var rigtigt hårdt at køre. Dels var jeg træt, dels bliver der kørt lige til grænsen hele tiden. Men frem kom vi, og vi var de absolut eneste gæster. Alligevel kunne vi få dejlig mad at spise. Den herligste ret bliver tilberedt og serveret i løbet af ganske få minutter. Dovregryde med garniture, syltetøj og hele pibetøjet. Og så er der nok til, at man kan blive godt mæt. Det hele er nede på jorden og dejligt fri for alt det snobberi, vi kan opleve i fædrelandet.

Næste morgen var vi ude så betids, at vi stod ved Spranget, som er en lille parkeringsplads lige ved nationalparken NØ for Mysusæter, kl.10. Vejret var helt og aldeles skyfrit. Bjergene med Storsmeden, Storronden, Rondslottet, Rondvashøgdi og Simlepiggen stod og lyste hvidt i baggrunden. Om de var 5, 10 eller 20 km. væk, var ikke sådan lige til at afgøre. Temperaturen var -4,5 grader, og det blæste en del. Lonnie havde været klattet en måneds tid grundet Borelia og var endnu ikke helt i vigør. Beslutningen om en firedagesvandring måtte derfor laves om til en endagsudflugt. Afkølingsfaktoren i den friske vind gjorde udslaget, idet det svarede til -13 grader. Og nætterne ville ganske givet blive mindst 4 grader koldere.

De første 6 kilometer er der bred sti. Lige før Rondvassbu, som man faktisk kan få nøgle til, hvis man er medlem af NTF, kravlede vi op i Illmanndalen. Det var blevet pausetid. Vi var også kommet i læ under Simlepiggen og kunne sidde og nyde varmen fra solen på den ene halvdel af kroppen og mærke en væsentlig afkøling på den anden side. Vi fik også tid til at nyde Lonnies nye kikkert, en rigtig god 8X20.  Vi ville nå op til vandskellet, som ligger midt oppe i dalen, for så kunne vi få en mulighed for at danne os et indtryk af forholdene i den anden ende af dalen - sådan mere for en anden gangs skyld.

Lonnies nye kikkert, en rigtig god 8X20. Storronden "lige" bag ved.

Det er Rondvattnet og Storsmeden, som Lonnie kigger på.

Og så afsted. Sneen og isen gjorde det ikke lettere at komme frem. Vi gik ad en smal fodsti. Oftest er det faktisk lettere at forlade stien og fortsætte på fjeldheden, men vi fulgte altså stien. Nu fik vi øje på den sø, vi kunne se på kortet. Man kan ikke se en sø, når man nærmer sig nedefra. Det er sådan nogle tovlige erfaringer, man ikke kan gøre sig hjemme. Midt for søen og noget til vejrs lavede vi vores frokost og nød udsigten. Der kom nogle hylende lyde. Ført kunne vi ikke finde ud af, hvad der sang. Og lyden for forbi os og tilbage igen. Det var den isdækkede sø, der sang for os. Det må have været vinden, som på en eller anden finurlig måde kunne sætte isen i svingninger - og det skulle ikke undre mig, om de var langsgående. Måske satte søen på sin vis samme høje pris på selskabet, som vi.

Den isdækkede sø - op mod vandskellet.

Vi fortsatte vandringen op mod vandskellet, som vi så det, og som man kan se det på ovenstående billede. Lidt borte - og alligevel. Det tog over en time at nå derhen. Men til vores store fortrydelse lå vandskellet endnu længere fremme end man kunne se nedefra. Snydt igen.

Oppe ved "vandskellet". Et kig ned mod søen, der sang.

Da vi stod dér, lidt skuffede og lidt imponerede over det vide skue, skulle vi til at beslutte, om vi skulle fortsætte helt op til vandskellet og gå den sidste del af turen i mørke eller vende om nu. Vi havde gået knap 10 km., og Lonnies støvle gnavede tåspidserne. Så vi vendte om og var tilbage ved udgangspunktet kl. 18.30. Solen gik ned kl. 18.10.

Tilbage ved Dovreskogens Gjestegård bestilte vi stegt fjeldørred og øl. Bagefter gik vi til ro og skyllede det hele ned med en italiensk vin fra Apulien. 

Hvad gør man, hvis man står midt i Norges sydlige del og har 3 dage i overskud ? Vi gjorde i korte træk følgende:

1. dag: Kørte mod vest ad rute 15 til Jotunheimen, som vi kørte gennem fra nord mod syd ad rute 55. Vejen var åben og farbar med forsigtighed. Fortsatte ned mod Sognedal med en afstikker op til Jostedalsbreen (Nigardsbreen). Overnattede på Best Western midt i byen. Fedt.

2. dag: Sejlede over Sognefjorden ved Manheller - Lærdal og ville prøve at køre op over mod Aurland. Vejen var desværre lukket p.g.a. sne, så vi vendte snuden den anden vej op gennem Mørkedalen og ned gennem Hemsedal ad rute 52. Flot flot oplevelse, højeste punkt 1153 m. Fra Gol mod Geilo ad rute 7. Over den nordlige del af Hardangervidda med udsigt til Hardangerjøkulen. Måske skal det lige nævnes, at Hardangervidda er et kæmpe naturreservat på 10.000 kvadratkilometer - altså på størrelse med Sjælland. Fantastisk nedkørsel ud mod Eidfjord. Rædselsfuld smal vej ad rute 13 til Odda, hvor vi overnattede på et smadder dyrt ulækkert hotel.

3. dag: Vi kørte mod E134 og skulle hjemover, men hvilken smuk vej. Vi fulgte E 134 lige til Drammen, hvor vi kort efter blev ledt under Oslofjorden for medelst 50 dask. Derpå E6. Aftensmad i "Gule måge" i Göteborg.

Thats all.