Sommerferien 06

Padjelantaleden.

Vandredag Strækning Distance Vandretid incl. pauser
1

Kvikkjokk - Nunjes

14

   6½

2

Nunjes - Tarrekaise

7

   4

3

Tarrakaise - Såmmerlappa

13

   6½

4

Såmmerlappa - Tarraluoppal

15

   7½

5

Tarraluoppal - Tuottar

11

   4

6

Touttar - Staloloukta

19

   6

I alt

Staloluokta - Kvikkjokk

79

  34½

 

Klik her, hvis du ønsker et bedre kort.

Beriget af sidste års vandring fra Abisko til Kebnekaise, ville vi denne sommer gerne opleve noget lignende. Sådan blev det ikke helt. Blandt andet gjorde varmen, at vi kun valgte at vandre 80 kilometer. Padjelantaleden strækker sig fra Ritsem i nord til Kvikkjokk i syd. Det er en strækning på 150 kilometer, som går gennem Padjelanta Nationalpark, og som hele vejen krummer sig om vestsiden af Sarek Nationalpark. Mod nord støder Padjelanta op mod Store Sjöfallets Nationalpark og vest for ligger Norge, hvor Norge er smallest lidt nord for Polarcirklen. Kvikkjokk, hvor vi startede fra, ligger 140 kilometer nordvest for Jokkmokk. 

Kvikkjokk Turiststation ligger lige op til Gamajåhkå, der med sin larmen gør opmærksom på, at den skam er en vældig karl. Gamajokke fødes af tre elve: Standarjåhka, Noatsosjåhka og Tjuoldajåhka, hvoraf de to sidste hovedsageligt forsynes med vand fra det massive Pårtefjelds sydskråninger. Og vandet er grønt - det er gletchervand indeholdende fintmalet fjeld. Gamajåhkå tæmmes pludselig når den ved Kvikkjokk løber ud i en sø, hvor den får selskab af en anden strøm: Tarrajåkkå. Tarrajåkkås vand er klart som kildevand.

Det tager præcis ti minutter at gå fra Kvikkjokk Fjeldstation ned til søen, hvor der i sæsonen er tre daglige afgange med en 6 personers jolle ud til en bådebro på 1x1 meter lidt oppe ad Tarrajåkkå. Jollen føres af Björn, der denne formiddag havde vældig lyst til at snakke. Han førte os langsomt, men kyndigt op ad deltaet, og først så vi det sted, hvor elvene mødes, det sted, hvor det kildeklare vand blandes med det grønne. Vi fulgte det kildeklare, hvor vi kunne se bunden, selv om der sine steder var 4-5 meter dybt. Deltaet var som en mangrove. Frodigheden var overvældende, når man tager breddegraden i betragtning. Deltaet vokser med en halv meter om året. Så meget slam slibes af fjeldet. Det blev en uforglemmelig sejltur, hvor Kaptajn Björn underholdt med VM i fodbold, global økonomi, fordelingspolitik, den globale miljøkatastrofe, moral og meget mere.

Solen brændte fra start til slut fuldstændigt ubarmhjertigt fra en skyfri himmel. Vi havde glædet os til de normale 10 grader, men temperaturen steg fra 14 til 20 grader i løbet af kort tid. Vindstille var det, fugtigt og godt med myg. Vi svedte bravt, og på et tidspunkt rev jeg i irritation over varmen mit myggenet af hovedet i en rask bevægelse, hvorved brillerne røg med og delte sig i tre. Det var en god øvelse i selvbeherskelse at få samlet brillerne igen i betragtning af, at det er svært at se noget uden. Da det var allersværest at være til, mærkede vi en meget mild brise. Straks smed vi rygsækkene og fulgte den ud til en klippe ved elven. Vi kom ud til et lille vandfald, der skummede hvidt og forstøvede vandet.  Faldet skabte lige præcis så meget turbulens, at vandstøvet blev båret med luften og  nænsomt svalede vores hede ansigter. Først da vi hen på eftermiddagen kom frem til Nunjesstugen begyndte skydækket at komme. Bremserne havde godt fat i Lonnie, så vi gik lidt indendørs.

Blandt de vandrefugle vi mødte og så, lå vi aldersmæssigt ikke så langt til højre, som vi selv troede. Allerede første dag mødte vi to herrer, på henholdsvis 66 og 69 år, som sagtens magtede de udfordringer, naturen bød på.

Anden vandredag begyndte som solrig og med 17 grader, da vi klokken 9.15 begav os op ad en stigning på henved 100 meter. Vi forlod Nunjes udhvilede og parate til at møde dagens udfordringer. Det luftede lidt, så vi var fortrøstningsfulde endda. Næste hytte, Tarrekaise, med tryk på kaise, lå kun godt 6 kilometer længere inde i dalen - i fugleflugt - men hen ad formiddagen forstod vi udmærket godt, hvorfor strækningen var så kort. Det var teknisk svært. Op og ned, stien fyldt med sten, blokmark et enkelt sted. Området hedder "Pärlelvens fjellurskogs naturreservat". Og hold da op, hvor vi blev mindet om det hele tiden. Der var så mange fjeldvækster med en helt overvældende farvepragt i et miljø så uhyre frodigt. Store brune frøer så vi nogen stykker af. Temperaturen steg, og vi kom ofte i læ. Luftfugtigheden steg til tropiske højder. Eventyrligt smukt eller eventyrligt og smukt var der. Tænk hvilken lækkerbisken for naturvidenskabsmanden Carl von Linné, da han i 1700-tallet var på ekspedition i netop dette område. Man kan godt få lyst til at sende ham en tanke, når vi i dag er så privilegerede at kunne få lov at opleve dette ganske uspolerede natursceneri.

Undervejs kom vi forbi en samisk offerplads, gammel naturligvis. Den kaldes "Den hellige port", og havde en slående lighed med en tilmuret tunnel i fuld skala. Et af naturens sjove luner, men man kan da ikke lade være med at skænke det en tanke, at samerne må have haft lige så svært ved at komme i kontakt med deres hellige natur, som nogle af os kan have svært ved at komme ind i himlen.

Noget trætte ankom vi til Tarrekaisestugen efter godt 4 timers vandring. Det var nu blevet 24 grader. Vi var våde og lugtede fælt af... det vi nu lugtede af. Vi spiste suppe og hvilede os, inden vi gik ned til søen Tarraure, søen ved foden af fjeldet Tarrekaise, hvor vi tog bad, vaskede tøj og hentede vand i én arbejdsgang. Meget befriende at kunne bade et offentligt sted og være så aldeles privat. Tarrekaisestugen ligger i 520 meters højde. Vi startede turen i 320 meters højde, som i øvrigt er det laveste sted på hele Kungsleden, som også går forbi Kvikkjokk. Padjelantaledens højeste sted ligger ved 1000 meter.

Nu havde vi på vejen gået og fablet om alt det kølige, vi ville drikke, når vi kom frem, men stugværterne var taget på besøg i Nunjes, hvor vi kom fra, så det blev til koldt vand fra nærmeste jok lige indtil hen på aftenen, hvor vi købte to øl - letöl forstås.

Af mad på bord og vin i glas er lidt for lidt netop tilpas.

Ok, det var Piet Heins, men det kan få én til at tænke på den appetit, vi har på alle livets områder, og den iver vi lægger for dagen for at stille os tilfredse.

Lidt hen på aftenen fik vi lidt regn og vi nåede også at høre gøgen kukke. Det lykkedes mig i løbet af natten at få forvekslet en bogfinkes sang med nattergalens. Nattergalens nordgrænse er i øvrigt Skåne. Men bogfinken sang nu heller ikke helt rent.

Tredje vandredag startede med 17 graders varme. I løbet af dagen steg den til 23 grader. Solen strålede igen fra en skyfri himmel og vi frygtede lidt, hvad vi mon havde i vente. Selve vandringen var ikke helt så krævende som gårsdagens, men havde dog sine momenter ind imellem. Det blev snart helt vindstille, varmt og fugtigt. Hen på dagen dehydrerede jeg. Pludselig forsvandt mine kræfter, min koncentration og mit initiativ. Jeg måtte bare have skygge. Dagens vandretur blev ikke en dag, vi vil mindes. Og dog. Senere på dagen holdt vi en pause et sted, hvor vi kom lidt fri af skoven, hvor der var udsyn. Det var ikke bare flot, det var et enestående skue med brede U-formede dalstrøg med birkeskov godt op ad fjeldsiderne.

Såmmerlappa hed dagens mål. Og da vi ankom og havde indlogeret os, fået en øl og en kop kaffe, badede vi i elven. Det giver sådan en dejlig fornemmelse oven på en anstrengende vandredag. Man bliver i stand til at slappe af og nyde omgivelserne. Omkring hytten var der overmåde frodigt, ja det havde der været på hele turen, men nu jeg sad og betragtede det hele, kunne jeg se gule, lilla og hvide blomster. Birketræer i alle højder op til 6 meter. Piletræer af forskellig slags - mest lavt pilekrat, som kaldes videsnår i det svenske. Krybende ene. Mest afrundede bjerge rejser sig 500 -700 meter over os. Nogle endda 1200 som Staika, vi har haft udsigt til lige siden turens start. Centralt i bjerget ligger en gletcher uden afløb. Trist hensynen for en gletcher, men sådan går det numere i tiden. Sneklatterne ligger omkring 100 meter over os.

Vi havde medbragt telt, men ikke fået brugt det endnu. På ruten var der også kun ganske få steder at slå det op. Her ved Såmmerlappa kunne man så. Men vi gjorde det ikke. Vi er enten for magelige eller for velhavende. En overnatning koster omkring 200 svenske kroner pr. person. Det er der en vældig debat om. Mange mener, det er alt for dyrt standarden taget i betragtning. Vi mener, det er er et tilbud, man ikke kan afslå. Hytterne ligger der. Der er betjening. Der er salg af fødevarer og lignende i de fleste af STF's stuger - men ikke i de samiske. Der er to mini-butikker i Staloluokta.  Ophørte disse funktioner, ville det for de fleste ikke være muligt at besøge området.

Hen på aftenen begyndte det så at regne godt og grundigt. Det var kærkomment, bare det ville holde op igen.

Fjerde vandredag begyndte som lidt varm - 16,5 grader, men skyerne var trukket sammen. Aftenens kraftige regnvejr lå på alle vækster, så efter kort tid var vores bukser våde til godt op på lårene. Vi skulle selvfølgelig have taget regnbukser på fra start. Dum fejl. Pludselig dukke en af de ældre herrer op som en anden Gollum - han hed nu Göran. Han indhentede os ved en lysning i skoven og pegede på nogle lyslilla blomster. Det var orkideer. Jomfru Marias Nycklar kaldes de i Sverige. Dactylorhiza maculata. Der var ikke bare én, men en hel mark fuld. Den smukke gule fjeldviol var også repræsenteret. Da vi kigge op igen var Gollum ubemærket forsvundet. Nu begyndte det at regne, så vi tog vores i forvejen sjaskvåde bukser af og tog regnjakke og regnbukser på. Det regnede uafbrudt i 6 timer. Det satte tålmodigheden på endnu en alvorlig prøve. Vi skulle op ad to stigninger på cirka 100 meter hver. Det tog til at blæse fra Nord. Vi kom til Padjelanta Nationalpark. Ved en bro stod skiltet der og forklarede noget om kultur, dyreliv, klima og geologi. Landskabet åbnede sig og vi fornemmede, at vi nu endelig var kommet op på fjeldheden. Vi var oppe ved sneklatterne. Vi spiste ikke på hele turen, men havde stor glæde af de sidste 5 plader chokolade. Lonnie faldt på en stor sten med glat algebevoksning. Hun slog sig helt sikkert, men lod sig ikke mærke med det. Hurtigt var hun på benene igen. Endelig efter 6 timers vandring, fik vi øje på nogle hytter langt ude i regndisen, Tarraluoppalstugerne 720 meter over havet. Det holdt op med at regne kort før vi ankom, men netop da viste det sig, at vi alligevel skulle i vandet. Der var en jok, der skulle forceres. Vandet gik til knæene, men alligevel føltes det så kraftfuldt, som ville det slå benene væk under os.

I hytten med flag, som jeg troede var stugvärtens hytte, bankede jeg på. Da ingen svarede, lukkede jeg mig ind i vindfanget  Der var noget grej,  så jeg bankede kraftigere på næste dør. Da der ingen reaktion kom, lukkede jeg mig ind lige midt i en svensk familie. Sådan lidt kvajet spurgte jeg, om der var optaget. Fruen hævede bare brynene. Men ellers kan jeg godt lide vores broderfolk.

Vi fandt en ubeboet hytte, og da stugvärten efter en times tid kom og præsenterede sig, var det med pisk og gulerod. Dels solgte hun glödkaka, dels forlangte hun 440 sv. kr. for en overnatning. Godt nok med udsigt til at vi kunne få hytten for os selv. Hytten havde kendt bedre dage, men var alligevel udstyret med to gasovne, køkkenbord, gasprimus samt fluenet i et af vinduerne. Der var tørrerum og et ganske lille rum udstyret med håndvask, hvor man kunne træde af, hvis man følte mere trang til at tvætte sig i løndom end i den fri natur. Stuen var udstyret med tre køjesenge i to etager. Seks sovepladser i alt. Spisebord og stole. Genialt med tørrerum på det tidspunkt, man har mest brug for det. Der var meget, der var vådt, og der var to, der var meget trætte. Men kaffe fik vi og mad tillige. I STF's hytter, er der altid rent vand parat, når man ankommer. Derfor henter man også vand som det sidste, inden man forlader dem. Her i de samiske hytter var det åbenbart ikke sådan, så vi genindførte ordningen.

Femte vandredag var det 15 grader, da vi forlod hytten. Noget overskyet og frisk vind. Det perfekte vandrevejr. Op gik det fra start 300 meter i en 10% stigning. Det var rart at komme op og få et lidt større overblik. Mod øst var der en masse bjergtoppe. Det var det forenede Sarek, som stod skulder ved skulder. Det gik fint at komme op, og vi nød at være tilbage på fjeldheden. Hjejlen og lapspurven med sin brunrøde nakke, dukkede op overalt. Landskabet var fyldt med små og større søer. Der var mange steder med frostpolygoner. Det er noget med mulden, der rejser sig i tydeligt kantede figurer på grund af frosten. Vi måtte vade 2 steder denne dag og var fremme ved Tuottar allerede efter 4 timer og havde undervejs været oppe ved de 1000 meter.

Tuottar skulle efter sigende være Sveriges utilgængelighedspol. Det er det sted i landet, som ligger længst væk fra almindelig befærdet vej. Her drejer det sig om mere end 50 kilometer. Mon det er 2 kilometer i Danmark - jeg tvivler.

Sjette vandredag havde vi 19 kilometer foran os. Det var stiv vind - heldigvis i ryggen - 11 grader og overskyet. Vi forlod Tuottar allerede klokken 5.35 med den nu lidt tåbelige hensigt at forsøge at komme med en helikopter tilbage til Kvikkjokk allerede samme dag. Der skulle ikke være nogen vad på turen, jeg havde spurgt mig for, men det var der alligevel kort efter start. Men vi var optimister. Terrænet falder med 300 meter frem til Staloluokta, men undervejs er der placeret nogle slemme bakker på omkring 60 meter bare for at gøre turen mere intens. Vi gik så rask vi kunne - over 3 km/t.

Vi holdt tre korte hvil, hvor vi spiste figenstænger og drak vand.  Landskabet var enkelt og hele tiden mere parklignende og venligt. Selvom det sine steder blev så venligt, at det ligefrem holdt på os. Det er videsnår, når det er værst. Et sted skræmte vi en lille regnspove op. Den var ikke tilfreds med os, og lavede en masse vrøvl med sit fjollede nedkrummede næb. Et andet sted løb en hjejle foran os og gjorde sig til på alle mulige finurlige måder. Den viste hale, og den så syg ud. Alt sammen til vi var tilstrækkeligt langt væk fra dens redested. På en spang sad en gruppe vingede insekter. Det var sommerfugle med sorte vinger med store rødviolette runde pletter. De kunne ikke lade være at parre sig, som de sad der sammen i læ. Men kun lige netop på den plads fandt de sammen og nød naturen. Det lykkedes mig lige netop at falde på denne tur. Lige pludselig forsvandt benene under mig. De havde ellers fæste på en af de udlagte spange, men et fugtigt sted slap de. Sikke hurtigt rygsækken trækker mig rundt, nåede jeg at tænke, så lå jeg på siden i myren - helt uskadt.

19 kilometer er en lang vandretur, selv om man skynder sig. Vel ankomne til Staloluokta forsøgte vi straks at få kontakt til Lapplandsflyg. Det foregik på den måde, at der på vandrerhjemmet var opsat en håndholdt telefon, som kun kunne ringe op til ét nummer. Almindelig mobiltelefoni var ikke understøttet. Den opsatte telefon var imidlertid død, uanset hvor meget vi end prøvede at genoplive den. Vi spurgte på vandrerhjemmet, om der ikke tilfældigvis skulle være adgang til en anden telefon i "byen", men nej, det var der ikke. Selv om vi ikke helt troede på sandhedsvældien af udsagnet, var der ikke andet at gøre end at vente på, at helikopteren landede og så forsøge at få piloten til at tage kontakt og booke to sæder. Det gjorde vi så lidt senere, hvor vi fik lovning på to sæder den efterfølgende dag. Nu havde vi så et helt døgn, hvor vi en stor del af tiden sad og kiggede ud over Sveriges smukkeste sø, Virihaure. Søen med det blågrønne vand og de norske fjelde i baggrunden. Lonnie gik til den nærmeste mini-butik og købte hjemmebagte glödkakar, småkager og chokolade. Se, glödkakar er slet ikke så tossede endda, hvis man altså kan få revet dem over.

De ældre herrer dukkede op på vandrerhjemmet. Den ældste var der allerede ved vores ankomst, den yngste kom halsende lang tid efter os, og var lidt overrasket over, at han på den måde var blevet snigløbet.

Hævet over Staloluokta tæt ved vandrerhjemmet ligger der et spinkelt klokketårn opført i træ. Og i nogen afstand fra det en samisk kåte, som har et spinkelt pindekors på taget. Det er stedets kirke. Kåten er lidt større end man normalt ser dem, men konstruktionen er den samme. Udvendigt beklædt med tørv, men her holdt på plads af et håndlavet net af kraftig galvaniseret ståltråd. Blyindfattede ruder ser man heller ikke i kåter, men her var der seks fag. Dørpartiet er udført efter gamle håndværkstraditioner. Plankedøren er holdt sammen af svalehaleindskud på bagsiden. Der er ikke brugt søm og skruer, men nagler. Hængsler, håndtag, nøgle og låsetøj er håndsmedet i jern. Åbner man den vejrbidte dør, kommer man ind i et lyst og tiltalende rum. Væggene består af lodrette stave af spinkle, lyse, afbarkede birkestammer. Hele kåten bæres af 4 buer, der dannes af 8 buede, selvgroede birkestammer, som mødes i loftet. Langsgående ligger der remme dannet af  solide dobbelte birkestammer. Midt i loftet en lem. Og lemmen er lige over det åbne ildsted på gulvet. I højre og venstre side af kåten er der bredt renskind ud på den bare jord. Lige foran  fødderne og et par meter ind er der nedlagt store flade trædesten. To stolper understøtter konstruktionen. Den ene lidt fra indgangsdøren bærende på en meget lille håndsmedet kirkebøsse. Den anden stolpe er placeret umiddelbart foran et beskedent alter med blå dug og et par enkle sølvlysestager. Prædikestol er der også plads til. En papkasse lige til højre for døren giver samling på salmebøgerne.

Helikopterturen tilbage til Kvikkjokk er suverænt den største rejseoplevelse, jeg nogensinde har haft. Vi lettede fra et lille område på ca. 40 x 40 meter, der var afmærket helt ude ved søen Virihaure lige neden for vandrerhjemmet. Vi steg op over Padjelanta og fløj ad en sydøstlig rute ret tæt forbi Tuottar og videre mod Natsosvagge, hvor vi fra pashøjde dalede 400 meter ned mod tre meget grønne søer, der lå mellem de meget stejle bjergsider i en kløft, der er omkring en kilometer bred. Når vi kiggede op, var der langt til toppen af de over 1700 meter høje bjerge. Efter 10 kilometer fladede landskabet ud og vi fik udsigt til det vældige Pårtefjeld, hvor de mange gletchere troner på toppene. Vi fulgte Noatsosjåhka og så, hvordan den efterhånden blev blandet med det grønne vand, og hvor den til sidst blev til Gamajåhkå. Vi fløj over store områder med først kallfjeld senere græsklædt fjeldhede og småbuske, hvorefter landskabet langsomt gik over i skov. Først pilekrat og birk senere nåletræer. Hele tiden tættere og højere. Det var Sarek. Men af klovdyr og rovdyr så vi desværre ingen. Vi landede glade, tilfredse og inspirerede på helikopterlandingspladsen i Kvikkjokk, og på vejen tilbage til Fjeldstationen gjorde vi holdt ved en café, hvor vi spiste is og drak kaffe. Om aftenen faldt vi i søvn til larmen fra Gamajåhkå.