Sommerferien 2008

Rundt om Abiskoalperne.

Strækning

distance

Stigning

vandretid  inkl. pauser

Abisko Turist - Cuonjavaggi

18 km

+600

12 timer

Cuonjavaggi - Renvogtarstugan

18 km

-240

13 timer

Renvogtarstugan -Ahpparjavri

9,5 km

+30

7 timer

Ahpparjavri -Abiskojavre Stugan

14 km

+60 -340

7 timer

Abiskojavre Stugan -Abisko Turist

14 km

-110

6 timer

Abisko Turist - Abisko Turist

73,5 km

0

45 timer

 

Klik for oversigtskort over ruten.

For at komme til Abisko tager vi bilen og kører til Göteborg, hvor vi finder E45. I det lange løb blev vi lidt påvirkede af at køre. Ikke køresyge, men nærmest køreskøre. På den måde, at når bilen holdt stille, følte vi, at vi kørte baglæns, når nogen kørte langsomt mod os. Underlig fornemmelse. Vi prøvede at overholde, at skifte chauffør hver anden time. God praksis. Turen bød på enkelte overraskelser så som et vejarbejde, der strakte sig over 43 kilometer. Det er langt at køre i skærver. Og ellers de obligatoriske rener, som blokerer vejene og en enkelt elg, der havde valgt at græsse i grøften.

Vejrudsigten for Abiskoområdet er ikke et entydigt begreb. I dagene op til turen havde jeg kigget alle verdens internetbaserede vejrudsigter igennem - alle sammen - og de lovede alle vidt forskelligt vejr. Lige fra 35 mm regn til sol den selv samme dag. Men som et fællestræk skulle vejret gå fra sol mod regn hen over en 5 dages periode. Det var også, hvad den endelige vejrudsigt i Abisko lovede. Regn hen ad lørdag, når vores tur skulle slutte. Men nogen dalstrøg har deres eget vejr.

 

En flok rener der helt ignorerer utålmodige bilister..

 

AbiskoTurist - Cuonjavaggi

Vi nød naturligvis et dejligt morgenmåltid i restauranten på Abisko Turiststation. Det hører med. Det er stort set umuligt at få en vinduesplads, der vender ud mod søen Torneträsk. Det er et fantastisk sceneri, der bliver perfekt belyst af  "morgensolen", der står i øst. Dér hvor Abiskojokke løber ud i søen, dér hvor de sneklædte fjelde i nord overgår det perfekte postkort, dér hvor det allersidste stykke af Abisko Nationalpark napper i søbredden, dér må alle længes mod, dér må alle vende blikket hen. Lige med undtagelse af Lonnie og jeg. Udsigten fra den modsatte vinduesrække, der vender mod syd, giver direkte udsyn til Tjuonatjåkka og Nissoncorru, der tilsammen danner Lapporten, til Ballincohkka der rejser sig mellem de spændende dale Nissunvaggi og Ballinvaggi, til Tjåmuhas og Giron, som sammen skygger for de noget højere fjelde længere nede ad Kungsleden - alle så tæt på og indbydende og gode for øjnene. Alle med sne og tavse og hemmelighedsfulde i deres egen skygge. 

Jamen vandreture begynder jo med, at man tager det rigtige tøj på, krænger rygsækkene over skulderen og begynder at bevæge benene. Og det gjorde vi så. 15 grader var det og  fuld sol. Det går lidt ned og lidt op og sådan fortsætter det, men mest med op. Vi vandrer i undertrøjer og møder enkelte undervejs, der næsten uden oppakning er ude på en 15-20 kilometers rundtur. Dem holder vi nogenlunde trit med, selv om de kun er en 20-25 år. Vi begynder at ærgre os lidt ude ved Baddosdieva, et fortidigt samisk offersted, en klippeknold. Vi ærgrede os selvfølgelig over, at vi ikke havde trænet lidt mere med rygsække på - eller i det hele taget. Men 6 kilometer var gået og gået godt. Skoven ligger bag os, og Baddosdieva ligefrem beder om at blive fotograferet fra bagsiden. Nogen vandrer foran os og forsvinder af og til. Nogen kommer imod os, en dansk far med en mindre datter og en stor knægt. Pigen smiler helt op til tindingerne, for hun har fundet et lille gevir. Prøv at genkalde dig fornemmelsen.

 

Usigten fra Baddosdieva mod syd. Ballincohkka , Tjåmuhas og Giron.

 

Baddosdieva ligefrem beder om at blive fotograferet fra bagsiden

 

Blomsterne på fjeldheden. 

 

Mellem 8 og 9 kilometer ude er der vand. Dejligt smeltevand, som inspirerer til suppe og kaffe. Selv om vi efterhånden er steget hen ved 400 meter er temperaturen ikke dalet, men til gengæld er udsigten ved at være overvældende. Lidt senere møder vi en svensk mand, en ældre herre, som har anbragt sin oppakning på en stor flad sten. På afstand lignede oppakningen et telt af størrelse, men adspurgt fortalte han, at han sandelig ikke havde telt med. Han skulle lige se os lidt an og talte kun på opfordring, Men efter et stykke tid tøede han op, og ordene bare flød ud af ham. Noget var ganske vist guld, men vi stod dér med rygsækkene på og trippede for at komme videre. Han var alene, vidste ikke, hvor turen ville bringe ham, og jeg kunne ikke tro det blev langt, for 30 kg skulle den nok veje, oppakningen, der nærmest havde størrelse af en prærievogn. 

Vi mødte en ren, der var meget nysgerrig. Den løb frem og tilbage foran os, betragtede os, løb lidt mod syd, men valgte til sidst at forsvinde i nordlig retning.

Der er omkring 12 kilometer op til Lapporten og hele vejen havde vi telefonforbindelse. Så vi holdt fin kontakt med familien. Det var også her, jeg for første gang over for mig selv og ikke mindst Lonnie formulerede, hvordan min fysiske tilstand var. "Jeg er ved at være slidt", måtte jeg melde. Men helt op kom vi, og med rigtigt mange hvil sled vi os videre, indtil jeg måtte smide mig og melde "Alt udsolgt". Vi havde arbejdet så ihærdigt på at komme bare én kilometer videre, så vi var kommet gennem hele dalen, til det sted, hvor vadet over Counjajohka er. Men 18 km og + 600m var ok. 

 

Vi gik lidt højt, måske derfor fandt vi hver et lille gevir.

 

Men vi havde et lille vand klukkende forbi få meter fra teltet. Vi havde solen stående meget lavt i nord, Vi havde en skyfri himmel, Vi havde bjergene, fjeldheden og teltet og soveposen og godnat. Efter en time, da vi var faldet hen, kredser en helikopter flere gange tættere og tættere over os og lander ca. 100 meter fra teltet, så den nærmest skygger for solen. Man tror jo altid, at der må være noget galt, så jeg kravlede i tøjet, fumlede støvlerne på, og begav mig på vej mod helikopteren. Først på vejen derhen begyndte jeg at tænke. Tænke på, at havde han brug for min hjælp, kunne han jo slukke motoren og stige ud, så jeg tøvede lige en kende, mens jeg missede mod solen. Det var en af de lokale samiske helikoptere, den slags de driver rener sammen med og ellers kommer rundt i deres land med. Jamen, han skulle da bare nyde solen, der stod lavt over horisonten i nord klokken 23. Og selv om han i virkeligheden befandt sig i sin egen baghave og måske havde en helt anden døgnrytme end os, fandt vi det utidigt forstyrrende. 

 

Cuonjavaggi - Renvogtarstugan

En fuldstændig vidunderlig morgen vågnede vi op til. Og godt sultne var vi, for aftensmad var det ikke blevet til. Så havregrøden blev tilberedt med omhu. Havregryn og vand i forholdet 1:3 med lidt salt og lidt sukker. 

 

Lonnie under Nissoncorru. Smukkere kan det ikke blive.

 

Herefter brød vi hurtigt op. En kilometer forude ventede et vad over Counjajohka. Det havde vi prøvet før samme sted, så det var bare at gøre det. Denne gang havde jeg med vilje ikke taget vadesko med for at spare de 8-900 gram, de alligevel vejer. Jeg tog sokker på - Falke TK2 - for at være helt nøjagtig. Og de var rigtigt gode at vade i, der var god kontakt til underlaget. Men oppe på den anden bred var jeg ikke et kønt syn, der vaklede jeg noget, fordi underlaget gjorde ondt i fodsålerne. Ikke i vandet, kun oppe på land. 

Vi arbejdede os op over et højdedrag op til de 1050 meter igen. Der er fint med varder på ruten, næsten for mange. Skal man ind i Nissonvaggi, skal man holde mod højre, men skal man videre mod syd, skal man holde sig til kortet. Udsynet er fint og vi havde GPS med, så der var fred og ingen fare. Lige bortset fra, at på det sted, hvor kortet siger, man skal krydse Nissonvaggijohke er der en canyon så dyb og en rivende jok, som næppe nogen ville give sig i kast med. Men søger man lidt op og går mod øst, får man overblik. Så kan man siksakke lidt nedover til et sted, hvor jokken er nem at vade. Det skulle herefter vise sig, at GPS'en var et rigtigt godt værktøj.

 

Gunnar slapper af på den anden side Nissonvaggijohke.

 

Langsomt går ruten ned mod de 800 meter. Den højde som ruten så godt som holder over de følgende 30 kilometer. Det er også den højde, hvor videsnåren trives. Det er forskellige arter pil. Lige fra knæhøje til lidt over mandshøje.

De følgende 10 kilometer var ikke morsomme at vandre. Forstået på den måde, at det var rigtigt besværligt, idet der kom meget smeltevand ned ad Bahkkabahokcohkka. Vandet fandt stien, og fyldte den, så det blev ét ælte. Men vandet løber ned, og snydes man til at følge vandet, går man forkert. Det gjorde vi, det gør alle. Pludselig er man ude på et sidespor. Der er mandshøj videsnår til alle sider, og man kan ikke komme videre. Så er det, at GPS'en er rigtig god. Den kan fortælle, hvor højt man er oppe. Nej, den kan fortælle, hvor langt ned, man er kommet. Man går altid for langt ned. Og selv få meter fra den rigtige sti, kan den være umulig at få øje på. Vi lavede det nummer omkrig fire gange. 

Vi fik de dejligste udsigter til søen Rautasjaure, mens vi stred os frem. Et enkelt sted så vi en terrasse lidt længere nede, hvor der var en perfekt teltplads. Den var optaget af 2-3 telte, og vi skulle bare være gået derned. I stedet fortsatte vi mod renvogterhytten, der ligger nord for broen over Aliseatnu. Og endelig, endelig begyndte stien at søge nedad mod renvogterhytten, som er en faldefærdig samisk kåte, der bare har fået lov til at forfalde. Som en sidste prøvelse skal man forcere en smeltevandsstrøm, som i tidens løb har gravet en dyb ravine i bjergsiden. Det var sådan, at vi tvivlede på, om vi kunne komme over og ikke mindst op over den meget stejle side. 

 

Vi fik de dejligste udsigter til søen Rautasjaure.

Rautasjaure.

 

I fugleflugt havde vi tilbagelagt 12 km fortalte GPS'en. Målt med kortmåler på kortet 14,5 kilometer. Men i virkeligheden 18 km. Jeg lavede følgende forsøg to gange på en strækning, der forløber nogenlunde ligeud. Med GPS'en måler man strækningen, man går. Det viser sig, at man som hovedregel kan gange den strækning, man måler på kortet med 1,25. Så får man den afstand man i virkeligheden må gå. Det er noget med fraktaler.

Vi havde nu vandret i 13 timer og klokken var 23. Vi tog det næstbedste sted at slå teltet op og strøg lige i poserne.

 

Renvogtarstugan -Ahpparjavri

Der er ikke så meget at berette om selve strækningen. Det tog mod forventning til at regne, så da vi havde fået våde bukser, tog vi regntøj på. Der var stadig videsnår. Efterhånden tørrede bukserne inde under regnbukserne. Vi havde talt om at overnatte i  nødhytten Peggaluoppal. Men da vi endelig fik øje på den ved ved 17 tiden, ville vi hellere bruge energi på at fortsætte end at gå derud, så det gjorde vi. Hen ad kl.18 var vi ved søen Ahpparjavri, hvor vi lidt neden for stien fandt en vandret terrasse med den helt rigtige blanding af  lyngris og mos. Perfekt underlag. Der var fjellapp (kjove) ved søen, en mågefugl, der lever et rovfugleliv. Flere steder stødte vi på fjeldrypefamilier med flyvefærdige unger. Underligt så tæt man kan komme på dyrene her ude. Klokken 19 var vi så trætte, at vi efter et tiltrængt måltid gik til ro og sov uafbrudt i 12 timer. 

 

 

Ahpparjavri -Abiskojavre Stugan

Bedre seng har vi aldrig haft. Bedre søvn fik vi aldrig. 

Det havde regnet en del om natten, men stilnede af hen ad morgenstunden. Teltet, et Hilleberg Nallo 2, kan jeg kun anbefale. Det er rigtigt nemt at ventilere og vejer med stænger og pløkke 2 kilo. Vi har så valgt et supplere med et underlag på 450 gram. Trods sine særdeles beskedne dimensioner, kunne vi have vores støvler og rygsække i apsis, og det våde tøj hang til tørre over gearloftet. Det fine ord betyder en tørresnor, som er spændt ud på langs mellem buerne. Der var en minimal smule kondens på et meget begrænset område, fordi én af os havde vendt hovedet ud mod teltdugen. Teltet er særdeles let at rejse, idet indertelt og ydertelt kan hæftes sammen og  rejses i samme hug. 

Ved samme lejlighed skal jeg afprøve en ret dyr Silva stormlighter, som skulle kunne klare en storm på 24 m/sek. I den anledning kom den til at dyste med en ordinær engangslighter. Prøven bestod i at antænde mine udtjente underbukser. Stormlighteren gjorde sig ikke bemærket i den anledning og skal i fremtiden ikke forvente sig megen opmærksomhed fra min side.

Indtil nu havde der ikke været en strækning ud over de første 8 kilometer, hvor der ikke havde været rigeligt med vand at drikke. Men vi kunne ifølge kortet se frem til en strækning med meget få vandløb. Det var derfor en overraskelse, at vi midt i det sumpede område godt en kilometer fra Kungsleden mødte en stor vandåre, som ikke er indtegnet på kortet. Jeg har lavet en fil med nogle waypoints fra området. Dels hvor vi har overnattet, dels hvor der er større vad, men også vand. Et enkelt punkt, som jeg har kaldt FIX betyder blot, at her er stien altså. Det var to af de steder, vi var kommet bort fra den. Tryk her for at downloade mine Waypoints. 

 

Morgenmad ved Ahpparjavri efter 12 timers uafbrudt søvn.

 

Det er ikke en vanvittigt spændende rute. Først flader terrænet ud, så stiger det noget op mod Kungsleden, så man lige må tage en ordentlig puster, og endelig efter en god strækning på Kungsleden begynder det at gå nedad mod Abiskojavre Stugan. Jeg går og spænder i ryggen, men har svært ved at gøre noget ved det, så da vi var næsten fremme, lige ved den store flotte bro over Gamaeatnu må jeg meget modvilligt indrømme, at jeg var blevet så pirrelig, at jeg kom til at snerre. Undskyld !

Ved ankomsten til hytten blev vi modtaget af hytteværten, der meget venligt og kyndigt tog sig af os. Vi fik købt et lille batteri dåseøl, og slik og fandt vores køjer på en 10-mandsstue. Et øjeblik, men kun et lille øjeblik, fik jeg den tanke, at vi umuligt kunne være så aparte, som flere af de tilstedeværende. Nej, vel ?

Der var den lidt kraftige ensomme mand i trediverne, som lavede en dejlig ret af spaghetti og ketchup, og som indtog den anseelige portion  med hovedet bøjet hen over den i en vinkel på 90 grader. Højre arm hævede og sænkede sig i jævnt tempo.

Der var de to veninder på omkring de 50, som var hinanden så inderligt hengivne. Den ene lavede mad til den anden, og hjalp hende med at holde for døren i forbindelse med noget toilette. Hun læste op for hende - ganske stille vel at mærke - efter alle vi andre var gået til køjs. Hun vaskede op, ryddede op og gjorde ved, som havde den anden ingen hænder eller på anden måde var handicappet. Det var hun ikke, men brugte rigtigt meget tid på at kigge sig i spejlet, der hang på væggen, på at hvile sig i køjen og på at studere en medbragt flora.

Der var den yngre kvinde, hvis sidste salgsdato lige netop var overskredet. Hun ville så gerne ses af det mandlige publikum. Og bevares. Hun fik flere gange det bemærkelsesværdige indfald, at hun gerne ville overtage andres opvaskevand, så hun kunne vaske sit service op i det. Hun undgik naturligvis selv at koge vand, men alligevel. Men vandre frem og tilbage uden for, det kunne hun til gengæld.

Jeg faldt i søvn langt over midnat. Jeg kunne ikke lade være at lytte til de andres orkester af snorkelyde. Jamen, det er fuldstændigt overdrevet, så andre kan være underholdende - ikke jeg. 

 

Abiskojavre Stugan -Abisko Turist

I den parklignende lave birkeskov hører vi pludselig en fuglelyd, tjek, tjek, tjek lige ved vores hoveder. Det er en blåhals bare en meter fra vores hoveder. Den tjekker videre, selv om vi stopper op for at tage den i øjesyn. 

 

Kungsleden er visse steder bred som en boulevard og møg irriterende at gå på.

 

 

Eftertænksomhed ved Nissonjohka før det sidste måltid. Tjuonatjåkka i baggrunden

 

Netop som vi er brudt op efter måltidet ved Nissonjohke og er kommet lidt hen ad Kungsleden, dukker et lidt umage par op. Forrest en rummelig person. Vi er lidt uenige om kønnet, men Lonnie mener, det var en større dreng og  en mand. Drengen spørger Lonnie, om der er en bro forude, og Lonnie svarer: "Ja, men tag lige lyttebøfferne ud, så du kan høre, hvad jeg siger". Og først da går det op for spørgeren, at han har lyttebøffer i ørerne og af den grund ikke har hørt svaret. Sådan en ganske banal hændelse, som børn, der tager skoene omvendt på, kan i den grad redde min dag.

Tilbage ved Abisko Turiststation indlogerede vi os på hotellet.  Og efter et særdeles velfortjent bad gik vi ned i restauranten. Der er det sådan, at alle, der forudbestiller mad, kan spare 20 kr. pr. kuvert. Alle tilbydes samme ret. Senere på aftenen kan man bestille "à la carte". Vi kom desværre for sent til at kunne forudbestille, men blev alligevel lodset ind på en afbestilling. Vi fik så lov til at betale den dyrere pris. Der var over 100 personer i restauranten. Alle spiste samme absolut veltillavede fiskeret. Det var lidt et gedemarked, og den var næppe gået i Danmark uden pressens bevågenhed. Jeg følte mig hensat til min barndoms oplevelser i 50’erne, når jeg med far og mor holdt sommerferie på en bondegårdspension.