Sommerferien 05

Pilgrimsrejsen.

Kan man lide at vandre i fjeldet, strejfes man uundgåeligt af tanken om at vandre fra Abisko til Kebnekaise. Det tænkes lidt som en pilgrimsrejse eller en duelighedsprøve, som man nødvendigvis må aflægge, inden man kaster sig over mere eksotiske udfordringer. En fodrejse over  80 kilometer gennem et fjeldlandskab af stor romantisk skønhed, af eventyrlig dysterhed, gennem dalens undertiden regnskovsagtige frodighed og kallfjeldets karrighed. En rejse, hvor man lærer det højalpine klima bedre at kende. En sommerdag med vintervejr. Et bjergmassiv, der danner sit eget vejr. Anskuelsesundervisning i solens, vindens, regnens, sneens, isens, vandets og frostens indvirkninger. Et dyreliv så anderledes end Havdrups. Og endelig belønnes man med herlig selvindsigt, idet man i dagevis må yde så meget mere end til dagligt.

På ruten ligger der hytter med ca. 14 kilometers mellemrum. Så det er absolut muligt at foretage rejsen med en ganske minimal oppakning. Faktisk kan man nøjes med en lagenpose, kost til to dage, regntøj og lidt skiftetøj. Men det nøjedes vi ikke med. Vi vidste nemlig ikke på forhånd, hvordan hytterne var udstyret, så vi tog telt, feltkøkken og soveposer med. Vi vidste på forhånd ikke præcis, hvilken rute vi ville gå, og hvor mange overliggerdage vi ville tage, så vi havde taget proviant med til 6 dage og tøj til 10. Man kan sige, at vi selv bad om det. Lonnies rygsæk vejede fra starten ca. 13 kilo og min 18 kilo. Og det er 2 kilo for meget for os begge. Vi vidste det udmærket inden afgang, så ingen ynk! Selvom vi faktisk måtte lide lidt...

Sidste år opgav vi vandringen ved Abisko på grund af store regnmængder, så appetitten på nye oplevelser var vokset betydeligt. Vejrudsigten lød på varmebølge i hele Nordeuropa, men regn og ret lave temperaturer over den skandinaviske højderyg. Godt så.

Vi kører stort set uafbrudt i tre dage for at nå Abisko, og temperaturen nåede ved én lejlighed op på 31 grader undervejs. Det var derfor en stor lettelse, da vi konstaterede 14 grader ved ankomsten. Vi overnattede på vandrerhjemmet på Abisko Turiststation og nød morgenmad i restauranten, inden vi lagde ud onsdag den 13. juli.

15 kilometer er der til sydenden af Abiskojavri, søen, der er tre kilometer lang og halvanden bred, som fødes af Abiskojåkka, og som igen føder Abiskojåkka. Dalen er pakket ind i lav birkeskov. Stigningen fra start til slut er knap 100 meter og stien man følger - Kungsleden - er knoldet til ulidelighed, selvom den er spanget en del steder. Fordelen var, at vi vidste det. Temperaturen krøb op på 15 grader, da vi holdt hvil ved Nissunjåkkas udløb i Abiskojåkka. Stort set myggefrit var det. Vi fik lige sendt de sidste sms'er mens kaffen blev drukket og flaskerne fyldt op med dejlige koldt vand fra Nissunjåkka, der slet ikke førte så meget vand, som vi før har set.

Fin, fin pause ved Nissunjohka.

Hvorfor ser man så mange bunker elglorte uden at se elge? Ja, det spørgsmål har jeg stillet mig før og nu fundet løsningen på. Elglorte ligner små kinderæg fabrikeret af tørvestrøelse. Det er vinterlortene vi får øje på. Sommerlortene er smattede - dem får vi ikke øje på, for vi ved jo ikke, hvad vi skal kigge efter. Sådan er det. Den nyttige kundskab fik jeg på naturudstillingen på Abisko Turiststation - Naturum - hedder det med et søgt ord sammenstillet af natur og museum.

Vi havde ikke vandret ret langt, før det pludseligt trak op til heftig regn. Af med rygsækkene, frem med regncoveret til rygsækkene og regntøjet til os selv. Det skulle gå præcis så hurtigt, at lynlåsen i toppen af min rygsæk nægtede at at være med længere. Godt at Lonnie tilbød at tage indholdet over i sin rygsæk, for jeg var som naglet til jorden over at min splinternye rygsæk - af efter sigende godt mærke - valgte at gå i stykker efter kun 5 kilometer. Det var simpelt hen mere end jeg kunne magte. Og da jeg så kort efter skulle snøre støvlerne om, inden vi fortsatte, blev det for meget for en af snøreringene. Trækket fra snørebåndet, der kom ret lige på,  fik nitten til at slippe med en lyd, man ellers kun hører i tegnefilm. Var det ikke for snørebåndet, var den fortsat op i de øvre luftlag. En lap- eller fyrremejse så nysgerrigt til, indtil vi genoptog vores oprindelige forehavende.

Regnvejret fortsatte med moderat styrke. Blæsten tog til og blev til stiv vind. Og da regnen endelig tog af, passede det med, at vi nåede nordenden af Abeskojavri, hvor der ligger nogle samiske kåter - tørvehytter med ovn. I øvrigt en fortrinlig lejrplads. Det har givet set morsomt ud, da jeg skulle hente vand til suppe og kaffe, for der var bølgegang på søen og sprøjtet ved bredden fik én til at foretage de underligste spring. Blomkålssuppe og Nescafé hmmmm.  Efter sammenlagt syv timer nåede vi endelig hytten i sydenden af søen. Hytten ligger på vestsiden af den vandrige Abiskojåkka, og for at nå den, må man forcere en hængebro, der er udført i det fineste galvaniserede stål. Og man går over én ad gangen, da der ellers kan opstå ret ubehagelige svingninger.

I ly for blæsten i nordenden af Abeskojavri.

Stugvärdens hytte - Giron i baggrunden.

Hytteværten tog imod os, og bad os gå ind i hytten og vælge, hvor vi ville sove. Vi købte i samme moment straks to Pripps, meget let øl af god kvalitet.Der var tre-fire teltliggere ved hytten eller hytterne. For hytteværten bebor én hytte. Én hytte rummer vandrerne. Én hytte er servicehytte for teltliggerne. Yderligere én hytte er til beboelse. Og endelig er der brændeskur, og latrin. Hele lejren er organiseret til mindste detalje. Man henter drikkevand i store rustfri femtenlitersspande sydligst i søen. Lidt nordligere er der så en vaskeplads, og endelig kan man bade ved en sandstrand 300 meter længst mod nord. Opvaskevand hældes fra store rustfri femtenlitersspande i en sivebrønd lidt fra latrinen, hvor der igen i nogen afstand er en tissetønde - en sivebrønd til de mandlige gæster, som mod al sund fornuft ikke foretrækker guds fri natur. Man henter selv brugsvand, rydder selv op, gør selv rent, hælder selv slasken i sivebrønden, hugger selv brænde. Der er med andre ord 100% selvhusholdning. Der er Primus gasbrændere, gaslamper, men ingen elektricitet. I sommermånederne er behovet for belysning også minimal. Der hersker en høj grad af selvdisciplin i forbindelse med brugen af disse hytter, som faktisk sjældent er utiltalende.

I vandrernes hytte var vi, så længe det varede, så heldige at være de eneste i et sekspersoners soverum. Vi valgte selvfølgelig underkøjer over for hinanden. Men i løbet af aftenen blev rummet belagt med en svensk herre og endnu en svensk dame, som begge var yderst diskrete og venlige - herren især. Han var næsten fra Skåne, sagde han, og kunne sige syvogtyve på dansk. Ikke sådan, at jeg ikke ved, hvordan man siger tjugosju på svensk, men det lyder bare - skal vi sige - anderledes. Det var, som om alle omgav sig med et skjold af utilnærmelighed. Ligesom Burt i Soap, der kunne blive usynlig ved at knipse med fingrene. Vi oplevede det i alle hytter på turen, og benyttede det også selv. Et af de andre soverum blev beboet af tre unge mænd, som i en eller anden udstrækning studerede musik. De var lidt underholdende og lidt komiske i deres ungdommelige kådhed. Det slog ud i lys lue, da der lidt senere kom to sild ind i deres rum, og slog sig ned dér.

Ud på natten vågnede jeg og så op på fjeldet Giron, der var i hvidt fra top til tå. Ud på morgenen var det væk igen.

Torsdag morgen havde vi fået morgenmad og pakket og var afsted, inden nogen af de andre gæster var kommet på benene. Temperaturen var syv grader, og vi var for en sikkerheds skyld pakket regntæt ind allerede fra start. Ruten bød på 300 meters stigning på 10% efterfulgt af 11 kilometers vandring. Nogle kilometer fra  start skulle vi over en bro, men kunne ikke rigtigt få kortet til at passe. Så efter at have tosset rundt en halv times tid ved udkanten af Abisko Nationalpark, fandt vi ud af, at vi bare skulle følge den rødmarkerede rute og ikke forstanden. Vi fandt broen og kom over. Eller sådan næsten da. For enden af broen standsede jeg for at forevige Lonnie. Hun kom naturligvis over uden dramatik. I broens forlængelse var der lagt to stykker jernbaneskinne og oven på dem, på en tømmerkonstruktion, anbragt to brædder, så man kunne komme de sidste fem meter ind til fast grund. Men lige netop her svigtede min koncentration. Jeg kom i ubalance og med mig rygsækken, som yderligere fik tyngdepunktet forskubbet til den skæve side. Med et par ynkelige kæmpeskridt mod sikkerheden, med hjertet oppe i halsen, med armene vildt svingende for at genvinde balancen og nogle angste skrig af typen  "Åååhhhh",  "Åååhhhh", nåede jeg lige med nød og næppe at overvinde tyngdekraften og undgå at falde halvanden meter ned på nogle fælt hårde klipper og kæmpe mig trimlende omkuld ind på en flad hylde. Ynkeligt.

Lonnie på vej over Siellajohka.

Ved broen forlod vi birkeskoven helt og kom op på fjeldheden. Vi kom forbi Giron og forbi Adnetjårro på over henholdsvis 1500 og 1700 meter og ind i Alisvaggi, som er en omkring tredive kilometer lang nord-sydgående dal, og som vi tidligst ville være ude af om to dage. Vejret ville ikke rigtigt forandre sig. Det blæste endnu mere fra sydvest og vi kom til at tænke på, at vi skulle sejle de sidste syv kilometer til Alesjaurestugorne, hytterne for enden af søen Alisjavri. Da vi kom ud til søen, havde vi holdt en god pause, men endnu ikke spist frokost. Båden sejlede efter en bestemt plan fire dobbeltture om dagen. Vi havde set hen til at skulle nå afgangen 15.30. Vi havde faktisk god tid, men af en eller anden grund gik vi bare til. Efterhånden var Lonnie forrest hele tiden. Jeg var godt stegt eller nærmere udkogt, kan man sige. Og da vi nåede "læskuret", næsten hvor båden skulle lægge til, var vi ikke længe om at smide liggeunderlaget på jorden og få et reelt hvil. "Læskuret" var en samisk lavvu. Den består af mange meget lange, slanke, afbarkede stammer, hvor de fleste er gaflede i enderne. De stilles, så de går i indgreb med hverandre og danner en kegle. Rundt om de nederste tre fjerdedele er lavvuen beklædt med presenning. Imponerende konstruktion med perfekt afskærmning. Og så kunne vi lige nå lidt aspargessuppe inden afgangen.

"Læskuret" ved Alesjaure.

    

Sejladsen var en oplevelse. Det blæste syv pelikaner, men det lille aluminiumsbadekar med en 100 hestes påhængsmotor gav os en ret behagelig oplevelse. Vi blev ikke ret våde, og jeg slog heller ikke hovedet ret mange gange. Vandet havde et påfaldende grønt skær. Ikke af alger, som i de danske søer, men fordi søen har tilløb fra mange gletschere. Gletschervand er faktisk helt hvidt. 

Hytterne ved Alisjavre var ganske gode. Der var hytten med reception og café. Gasopvarmet. Lille udvalg af de mest nødvendige fødevarer og stort udvalg af alle de unødvendige. Vi købte to Pripps. God afveksling til søvandet. Der var tre store hytter til vandringsfolk. Over 80 sovepladser i alt. Bastu - altså sauna. Latriner og brændeskur. Og det der med bastu blev vi så spurgt, om vi ville benytte os af. Ja, mod betaling altså. Ja, forstået på den måde, at vi skulle betale for det - ikke at vi ville blive betalt for at stå det igennem. 75 kr. pr. snude. Jeg prøvede at komme udenom ved at spørge, om der var brusebad. Jeg vidste udmærket godt, at der umuligt kunne være brusebad dér. Den tjenende ånd i cafeen fik uddybet lidt, hvad det gik ud på, så vi indvilligede i at prøve det med. Man kunne muligvis blive ren, og med lidt god vilje var det måske ovenikøbet rart. Da vi efter aftensmaden, som bestod af en opblødt og opvarmet, frysetørret svamperet, gik over til bastuen, gik det langsomt op for os, at det var for begge køn. Og da vi kom ind, var nøgne mennesker af vidt forskellig køn godt i gang med omklædningen. Den venlige svenske herre fra tidligere sad med et diskret håndklæde i skødet og nød en Pripps. Han var så elskværdig at forklare os detaljerne i proceduren med at gå i bastu. Først affører man sig sit tøj i omklædningsrummet. Derpå går man ind i vaskestuen, hvor der står mange rustfri femtenliterspande med koldt vand samt en kæmpe gasopvaret gryde med spilkogende vand. Man kom til at tænke på svundne tiders dampbad. Efter at have fjernet låget fra gryden, tager man en portion kogende vand over i sit vaskefad med en øse af stål. Man brænder fingrene på den hånd der holder vaskefadet, så det ligger lige for at tage en to-tre øser koldt vand fra spandene. Fik man ikke brændt fingrene her, får man det, når man lægger låget på eller fjerner låget fra kæmpegryden. Det hører nok med til oplevelsen. Så hår- og etagevasker man sig med så mange hold vand man orker. Og man må sige, at broderfolket er sit ansvar bevidst i en for vort land så vanskelig situation. En svensk dame var så sød og venlig til at hjælpe. Næsten venligere end med tøj på. Når man så er ren, er der adgang til saunaen. En svensk gut skulle efter saunaen en tur ud i jokken, der løb neden for hytten. Vandet har ikke været meget over 5 grader dér. Vi blev forfriskede ved synet alene, da han tænderklaprende, rystende og grinende kom op i varmen igen. Efterfølgende træder selvhusholdningsprincippet i kraft. Der skal hentes koldt vand. Her slap vi billigt, idet der ude i jokken lå en pumpe, der blev trukket af vandstrømmen, og som løftede vandet de omkring 20 meter op til lejren. Vi kunne nøjes med at fylde adskillige spande med vand fra en slange med hane.

Stuga 3 rum 2 var blevet tildelt os, og vi fik lov til at nyde vores tiltrængte nattesøvn i tosomhed.

Fredag var vi igen oppe og ude af døren før nogen overhovedet var stået op. Dagens mål var Tjäkta, som ligger i 1035 meters højde. Udgangspunktet var omkring 800 meter. Den største del af stigningen lå på de sidste par kilometer. Det er godt at have noget at glæde sig til.  Dalen er forholdsvis flad, selvom de stigninger der så er, hver især er ganske betydelige set med danske øjne. Hen på eftermiddagen stødte en renflok på os. Omkring hundrede dyr krydsede vores vej - de største hanner til sidst. Såvel hunner som hanner har gevir, og det er gevirets størrelse, der giver renen status. Jo større gevir.... Hele vejen hørte vi fuglefløjt. Men det var svært at få øje på musikanterne. Lidt større end solsorte var de og kunne minde om sangdrosler, selv om de pilede rundt på jorden. De hedder ljungpipare på svensk, mens de på dansk såmænd hedder hjejler. God dansk landskabsfugl, det lykkedes os at udrydde i 1800 tallet ved at opdyrke den jyske hede.

Hen over de fugtige områder er der mange steder udlagt spang. Altså nogle brædder, man kan gå på sådan lidt hævet over terrænet. Godt for terrænet og godt for os. Men under spangen kan lemmingen godt lide at holde til. Af og til fik vi forstyrret den lille vimse fætter, som gemmer sig her for alle sine flyvende fjender. Så pilede den foran indtil den kunne krybe i skjul ude af syne. 

Hvor dalen deler sig - hvor man får øje på renvogterhytten - går man mod syd op mod Tjäktastugan, som allerede  kan ses i det fjerne. Det er tit et hvidt flag, man først får øje på. Næsten oppe skulle vi over et snefelt. Det er altid lidt sjovt at møde sne om sommeren, men her er det mere et spørgsmål om at være tilstrækkeligt højt oppe, så er der sne. Igen en imponerende hængebro skulle forceres. Jeg undlod at kigge ned, da jeg gik over. Hytteværten havde fri, det var fredag. Så vi skulle bare betale ved næste hytte. Vi fandt pladser på en ottemandsstue. Og vi blev otte! Hytten er én af de mindste og ligger et spændende sted, hvor vejen går både til Nallo og til Sälka. Går man til Nallo, skal man op i næsten 1300 meters højde, og  vælger man Sälka, skal man op over Tjäktapasset i 1135 meters højde.

Højre  side af broen ved Tjäkta.

Godt at ligge i Tjäktastugan.

Lørdag morgen lå skyerne lavt over dalen, og det finregnede jævnligt. Solen kunne ikke rigtigt trænge igennem og kunne heller ikke have nået ned til os fra sin østlige position. Regnskyerne blev genereret på læsiden af de høje tinder. Man  kunne se, hvordan de lyse skyer, som altså gav regn, blev dannet på bagsiden af toppene, som var de dyser, der hvæsende sendte damp bagud. Dalen snævrede ind, og renerne var omkring os det meste af tiden. De trækker sig, når man kommer og søger gerne ud på snefelterne for at undgå myggene. Snefelter var der mange af. I slutningen af juni havde der været dyb sne de fire kilometer op gennem passet, så vi var lidt spændte, men det var helt unødvendigt. Et enkelt rødt telt var slået op på et af de ganske få plane bevoksede arealer ved bjergvæggen mod øst. Renerne var helt henne for at undersøge det. På den allersidste stigning helt oppe i passet lå der stadig en del sne. Der var en lille nødhytte, hvor vi trak ind for at få lidt chokolade. Fed udsigt. Vi fik det sidste glimt af Giron, der nu lå og ragede op over 30 kilometer væk.

Helt oppe i Tjäktapasset

Nedstigningen var ikke så let. Det var glat grundet våd jord og stejlt. Først var det mig, der mistede fodfæstet og pludselig hang i vandrestavene. Kort tid efter lå Lonnie der. Lå er så meget sagt, for vinklen var omkring 45 grader. Det så voldsomt ud, men Lonnie var fattet og fortsatte. Det fladede hurtigt ud, og vi var nu i den nordlige ende af Tjäktavagge. Vi var på vej til Sälkastugorna, men kunne slet ikke se derud, det lå otte kilometer fremme.  Det er som at være midt i en fantastisk drøm, når man arbejder sig gennem Tjäktavagge. I to rækker på hver sin side af dalen ligger bjergene på rad og række. Snestribede og sortprikkede i  majestætiske hermelinskåber. Vi vaskede os  i en lille jok. På et tidspunkt mødte vi stugvärden fra Tjäkta på vej til arbejde. Vi sludrede lidt og kom ind på, om vi havde set havsörn. Det havde vi ikke, men han kunne fortælle os, at han havde. Og hvis den lille kjove, som man meget ofte ser, skriger, skal man holde udkig efter havsörn. Det gjorde vi så, men havørn så vi stadig ikke, selv om den yngler i området. Kjoven hedder fjellabb på svensk, og det var først, da vi kom hjem, at vi i fuglebogen kunne genkende den som den lille kjove. Det er en mågefugl, som lever som rovfugl. Den lever bl.a. af lemming. 

I Sälka lagde vi os ind på en firesengsstue, som vi fik lov at have i fred. En tysk familie, der var i telt, brugte hytten som varmestue hele eftermiddagen, selv om de højst må blive i en time. Først på aftenen fortrak de, og de gav ro af meget høj kvalitet. De havde spillet kort fra start til slut. Kun afbrudt af et måltid bestående af spaghetti og ketchup. Vi købte kødboller og kartoffelmos samt to dåser makrel. Undervejs havde vi fået madfantasier, som nu skulle udleves. Min fantasi gik på en makrelmad med mayonaise på franskbrød.  Så dåsemakrellerne blev skyllet ned ved jokken med 2 Pripps. Det er ikke til at få af fingrene det stads. Det stinker i timevis og olien forurener det sarte miljø i kilometers omkreds. Føj, vi gør det aldrig mere. Og så var der fantasien med flæskesteg og rødkål, brun sovs og hvide kartofler...

Vi fik et rengøringsflip og vaskede hår og fødder i det kolde vand. Selv om der var bastu, kunne vi godt nøjes med de kolde afvaskninger. Vejret tegnede fint. Da jeg i den allertidligste morgentime måtte op, stod solen lige under Tjäktapasset og sendte sit orangerosa skær mod himmelen. Temperaturen var fire grader og det var skyfrit.

 

Sälka.

Lørdag morgen var kølig. Samtlige dage havde vi haft dryptud, og Lonnie udviklede den teori, at når jeg vandrer med åben mund, er det fordi, det nedsætter kondensdannelsen i næsen. Kort efter start kom vi forbi fjeldet Sälka. Det har tre toppe, hvoraf den midterste ligger tilbagetrukket i en afstand af seks kilometer. De to andre fjeldtoppe ligger fremme mod dalen. Ned ad den 1865 meter høje top glider en gletscher i sneglefart mod sin egen opløsning. Det var et mageløst syn i fuld sol på en baggrund at klar blå himmel. Og vi kunne bare gå forbi og nyde. Heldigvis varer nydelsen ved, idet passagen tager en times tid. Det var nok det mest betagende syn på vores tur. Når vi vendte blikket mod nord kunne vi stadig se helt tilbage til Tjäktapasset, hvor hele den toradede perlekæde af fjelde lå badet i det skarpe sollys og indrammede den grønne dal, hvor en blå strøm slangede sig i bunden. Det var en af de mest indlysende grunde til at tage herop, fandt jeg ud af. Omkring middag kom vi så langt frem, at vi i to omgange kunne få et glimt at Kebnekaises nordtop. Og med Rabots Glaciär og nordtoppen som baggrundskulisse holdt vi dagens store hvil. Fik tomatsuppe og kaffe og vasket os lidt. Alt sammen dejligt forfriskende. Det var efterhånden blevet lidt varmere og nogle skyer samlede sig fra syd og havde retning mod os.

Tjäktavagge i søndagstøjet.

Vi skulle til at stige godt 200 meter, og ville så overnatte i telt ved søen 980 under Sinnicohkka. Vi var deroppe ved 14-tiden hvor vejret var skiftet til finregn. Vi havde gået 12 kilometer, og der var tolv kilometer til Kebnekaise Fjeldstation. Egentlig følte vi os ikke trætte og besluttede at gøre turen færdig. Vi havde først halvanden kilometers nedstigning foran os, og efter den, var vi trætte. Vel nede var der en munter meddelelse til os på et skilt, hvor der stod: " Kebnekaise 10". Jeg behøver ikke i detajler at beskrive vores oplevelse. Men blot at den var sej. Vi var helt og holdent færdige, da vi nåede fjeldstationen klokken 20. For trætte til at gå i restauranten. For trætte til at gå i seng. Rigtigt godt gammeldags trætte.

Søndag morgen fik vi morgenmad i restauranten og klokken 9.25 samlede helikopteren os op og fløj os til Nikkaluokta. Med to forskellige busser nåede vi ud på eftermiddagen tilbage til Abisko, hvor vi gik på Naturum og fandt forklaringer på mangt og meget.

Og nu, hvor vi har været hjemme en lille uge, er vi ikke helt sikre på, om vi skal gå Abisko - Kebnekaise igen. Og det var vel præcis det, der var meningen med at tage afsted.