Sommerferien 2003

Abisko tur-retur.  

Forberedelserne stod på allerede fra omkring juletid. Tyngdepunktet i ferien skulle være, at vi denne gang skulle lykkes med vores vandretur. Hvordan vi så kom frem og tilbage var underordnet. Men ikke mere underordnet end at jeg udarbejdede to drejebøger for ruten, vi skulle køre. Drejebog 1 var samme rute som sidste år, altså til Göteborg og så ad rute 45 stort set resten af vejen, Indlandsvägen. Drejebog 2 var også Indlandsvägen, men den som går over Jönköping mellem søerne over Mariestad - ruterne E6, E4, 48 og 64 op til rute 45. Men ét er jo søkort at forstå, andet skib at føre.

Hvordan det lykkedes os at nå frem til Abisko på 2½ dag, får stå hen i det uvisse. Vi startede med at køre den forkerte vej allerede ved Trollhättan, sådan at vi endte i Uddevalla og måtte vende rundt. 30 km og værdifuld tid var gået tabt. Og lidt senere på dagen, da vi i Stöllet nord for Torsby glemte at følge rute 45 til højre, men fortsatte ligeud ad rute 62, endte vi  i Trysil i Norge. Vi orkede ikke vende tilbage til rute 45, så vi fortsatte mod nord lidt endnu. Efter 110 km i Norge drejede vi i Drevsjø mod øst for at køre mod Idre i Sverige. Det var ikke kedeligt, for landskabet blev stadig mere ubeboet. Vi fulgte rute 70 mod øst, men drejede af mod nord ad rute 311. Landskabet var myr med spredt birkekrat, fjeldhede og ganske fladt, til trods for at vi kørte i 800 meters højde. Ude omkring var der bjergstrøg, men ellers ganske øde. 

Hvor vi lige præcis opgav at nå videre, er lidt uklart, men langt før Högvålen, der er Sveriges højst beliggende by, var det med sikkerhed. Vi havde nu kørt 1050 km. Vi var rigtigt trætte, og vi var tæt på Härjedalen kommune, Sveriges bjørnerigeste område. Nu var der ikke så mange overnatningsmuligheder lige der, så teltet var et oplagt emne. Vi kørte bilen op på en lille forhøjning lidt fra vejen og slog lejr. Lonnie faldt hurtigt i søvn, og jeg med. Der gik hele to timer før Lonnie fandt det sikrest at fortsætte sin skønhedssøvn i bilen. 

Klokken 7 var jeg oppe at vække Lonnie, som sov sødt, skønt hun påstod, at hun hele natten havde siddet vågen for at beskytte mig mod nysgerrige bjørne. Kært, ikke? Vi spiste ikke morgenmad i ødemarken på grund af myggene. Teltet tog vi ned i en fart og genoptog så rejsen. Vi havde ikke kørt mange minutter, før der midt på vejen stod en ren-ko med en lille kalv. Så er man solgt og bremser helt ned til nul. Koen gik muggende forbi os, og kalven fulgte forsigtigt efter. De gik i vejkanten få meter fra os. Det er lige netop i sådanne situationer, man hader sig selv over, at zoom-kameraet blev hjemme i Havdrup. Vi havde valgt at investere i et lille lækkert, fugttæt Olympus-kamera, der kun vejede 200 gram. Ideelt til vandreturen, men ikke til små udsnit. I Hede kørte vi ind på et cafeteria. Det var en tyrker, der ejede det, så vores morgenmad kom til at bestå af to kopper kaffe samt et par skiver knäkkebrö med revet pizzapost. Jeg sidder lige og tænker på, at man afsætter så mange midler til kulturstøtte i almindelighed, men en del heraf kunne med rimelighed og burde i særdeleshed gå til fremme af nordisk kultur i indvandrerkredse. 

Herfra gik det hastigt mod Östersund. Og forbi samme i jævn fart! For ind i Östersund kommer vi aldrig igen. Faktisk nåede vi polarcirklen allerede om aftenen og fandt et rædsomt hotel i Jokkmokk. Hotel Gästis. Et træhus, lurvet, dårligt vedligeholdt ude, men pænt inde. Dog snavset. Og salen, hvor morgenmaden skulle indtages, var tarvelig. Men international atmosfære var der. Et ældre ægtepar (ældre end os) fra USA, flere fra Sverige og så os. Vi indtog det lidt, men kun lidt kedelige morgenmåltid på tarvelige, slidte, revnede og forskårne dækkeservietter, som vi til alt held kunne skjule med tallerkener og andet. Havde vi valgt det andet hotel - for der var kun to - havde vi kunnet komme på diskotek. Godt det samme. 

Tredje dag var vi i Kiruna allerede ved middagstid, hvor vi købte kondisko til mig. Dagen før afrejsen havde jeg opdaget, at de lækre "The North Face" løbesko, jeg inden ferien havde købt i Friluftsland, pludselig var for små. Hvad kan man lære af det? Tillid er godt, men kontrol er bedre.

Tryk for at se Abisko kort.

Turen fra Kiruna mod vest til Abisko er eventyrlig smuk. Snyd aldrig dig selv for oplevelsen. Bjergene vokser langsomt frem. Den store sø med sneklædte fjelde hele vejen rundt ser mørk og tillukket ud. Abisko nåede vi før kl. 15. Abisko Turist, forstås. Vejret var smukt. Solskin og 20 grader. Vi skiftede tøj og gjorde rygsækkene klar. Klar til en 42 km. lang vandring op gennem Lapporten, rundt om det 1738 meter høje Nissuncorru og tilbage gennem Nissunvaggi, der betyder konedalen. Det der i alle beretninger benævnes en letvandret rute. Vi havde afsat 6 dage til turen og håbede på én overliggerdag, hvor jeg godt ville op at se nærmere på en sø og en gletscher. I den østlige ende af parkeringspladsen er der en fodsti, hvor skiltet siger Paddus. Og hvad er så Paddus? Jeg havde nemlig ikke lige fået øje på det navn, selv om jeg havde studeret kortet i mange, mange timer det sidste halve år. Det er selvfølgelig et forsvensket ord for Baddostieva, en gammel samisk offerhøj, der ligger ca. 6 km. inde i landet. Det er da selvklart.

Abisko Turist, forstås.

Man begynder vandringen i birkeskov. Og temperaturen gjorde, at vi følte os hensat til en vandretur i tropisk regnskov. Terrænet ludede svagt opover og efter et kvarters vandring mødte vi nogle svenske turister, som spurgte, hvor vi kom fra. "Fra København", svarede jeg, som sandt var. Overbærende - hun må have kendt mig - prøvede hun igen og spurgte, om vi kom fra Abisko Turist.

Vi følte os hensat til en vandretur i tropisk regnskov.

Vel forbi Baddostieva tog vi vores første ordentlige hvil. Vi var ude af skoven, og det var ved at være aften. Mod nordøst så vi hen ved 25 telte i tæt formation. Helt usædvanligt. I et buskads skulle Lonnie lige noget, og vendte tilbage bærende på tre rentakker. Jeg synes jo, det skulle have været mig, der fandt dem. Vi havde et mål, der sagde, at vi skulle nå 9,2 km. ud. Efter 8,5 km. troede jeg faktisk, vi var ved målet. Desuden orkede jeg ikke at gå så meget som en meter mere. Vi var ved et vandløb, der lå i læ under en stigning på omkring 30 meter. Vi spiste en fiskeret, drak kaffe og krøb til køjs. Klokken 00.05 strålede solen ned gennem et hul i en sky, men helt i nord stod solen alligevel ikke. Så rigtigt midnatssol, fik vi heller ikke set denne gang. Natten igennem fik vi en regn så intens, at jeg forestillede mig Noahs Ark ville vugge forbi inden længe. Men vejret slog hen ad morgenstunden over i stiv kuling fra øst. Og det er godt på de kanter. Teltet var da også HELT tørt inden vi stod op. Ud på morgenen hørte vi lyde, som gik der nogle rener i nærheden. Jeg forberedte Lonnie på, at vi vist snart fik besøg. Når den ene ren grovlede, svarede en anden i modsat retning. Jeg stak hovedet ud ad teltdøren og så til min store forbløffelse, at det var fugle, der kom med de brummende lyde. 

Vi spiste en fiskeret, drak kaffe og krøb til køjs.

Om morgenen den fjerde dag opdagede vi, at vi havde tabt rentakken - og Lonnies ene vadesko. Nå, havregrød og kaffe og bare videre. Heldigvis havde vi ingen skader - endnu. Jeg prøvede at gå en halv kilometer tilbage for at lede efter Lonnies vadesko, men fandt den ikke. I øvrigt blæste det så meget, at man kunne læne sig mod vinden, hvis man stak armene ud til siden som vinger. Hvornår havde jeg sidst gjort det ? Blæsten holdt myggene væk. Det lyder måske som en ubetydelig omstændighed, men sparede os hver for omkring 50 myggestik den dag. Terrænet steg en del nu, så lidt modvind gjorde ikke den store forskel. Undervejs glemte vi ikke at nyde udsigten mod nord ud over Torneträsk. Vi stødte efterhånden på noget blokmark. Men letvandret, tjoo? 

Helt oppe ved vandskellet i Lapporten er der to søer. Ved den anden sø gjorde vi holdt for at spise frokost. Lige pludselig træder en mand rundt om den klippe, vi havde søgt læ bag. Lidt forlegne prøvede vi at få en samtale i gang. Han var fra Østrig og fastslog, at han ikke kunne tale svensk. Det gjorde ikke noget, for vores tyske var heller ikke for godt. Det var kun mig selv, der hyggede mig over den lidt subtile vits. Men glade var vi, da han kunne fortælle os om sit sidste vad over Cuonjajokke i den anden ende af dalen. Han fortalte også, at der havde været lidt vådt på vejen.

Lapporten er en dal, der er over en kilometer bred. Dens profil nærmer sig den perfekte U-form. Den er hulet af is, der gennem årtusinder har slidt sig gennem dalen. Nu er der ingen gletscher mere, og kommer der én, vil den ikke kunne ligge og putte sig, for dalen er åben i begge ender. Højt oppe på nordskråningerne var der lidt sne tilbage endnu. Hvor vi gik, var der også lidt de steder, sneen kunne ligge i læ. Og sneen blev til vand, og vandet finder nedad og lægger sig gerne i hulninger. Dalen er hul og ud over søerne, var der så meget vand, der hvor vi skulle til at gå, at vi i lange perioder havde vand til op over snørebåndene. Det er tungt at gå i. Det sugede kraften ud af vores ben. Vi var helt enige om, at det var sværere at gå i den vandtrukne jord end over blokmark. Efter 7 kilometer nåede vi endelig Cuonjajohke. Den førte så meget vand, at vi måtte vade over et sted, den delte sig i to. Lonnie var træt og modløs, men jeg var opsat på, at vi i det mindste skulle over jokken. Jeg vadede først over med rygsækkene - en ad gangen. Så hjalp vi hinanden over til rygsækkene. Lonnie iført én sko i nr. 39 og én sko i nr. 47. Jeg måtte halte over iført én sko. Vi spiste aftensmad, drak kaffe, og benyttede lejligheden til lidt personlig hygiejne.

Efter 7 kilometer nåede vi endelig Cuonjajohke.

 

Og hvis jeg lige må fortælle om dét. Vandet er rasende koldt. Det er kun lige smeltet ud af sneen måske 500 til 1000 meter væk. Nå, men jeg affører mig altså alt mit tøj. Stikker håret og hovedet under vandet, vasker det og tørrer det. Pjasker vand under armene, tilfører shampoo og skyller igen - tørrer. Så sætter jeg mig på hug i det lave vand og stikker bagdelen ned i vandet - vasker, skyller og tørrer. Og så til sidst får fødderne en kærlig omgang. Når man er færdig, lægger man ikke mærke til, at luften er 10 grader, men har det bare noget så fint. Jeg har den dybeste respekt for mennesker, der kan dyppe sig helt ned under det iskolde vand. Jeg er sikker på, at jeg ville omkomme aldeles omgående.

Vi fik nu snakket lidt om, hvordan turen skulle fortsætte. Lonnie ville nu videre. Det ville jeg da også gerne, men jeg kunne fornemme, at Lonnie havde oparbejdet en vrede over, at landskabet kunne være så ugæstfrit. Og fanden tog ved hende. Det skulle bare overstås, så hun gav den fuld skrue, så hendes stakkels mand måtte halse efter, idet vi skulle stige ca. 150 meter over den næste kilometer. Lonnies vrede aftog sammen med stigningen. Vi fik nu den flotteste udsigt. I syd hele Mormasmassivet og i vest kunne vi se ind i Nissunvaggi. Fjeldheden var rigtig ujævn og fuld af smeltevand. Noget ville blive til Torneälven noget til Rautasälven, men det hele ville til sidst ende i Den Botniske Bugt. Og hvem ved - måske skylle ind ved Jersie Strand. Vi holdt os til højre, så vi langsomt drejede mod vest. Der var varder flere steder. Enkelte store og flotte - andre kun et par sten, der lå oven på hinanden. Åndssvagt udtryk for resten, for kan man da det?

Der var varder flere steder.

Efter 11 kilometers vandring på 12 timer kom vi til vadestedet ved Nissunvaggijokke. Dér har jokken gravet en ca. 40 meters dyb canyon i moræneaflejringerne. Helt ude ved kanten var der et område med græs, hvor vi slog teltet op. Vi gad ikke gå ned at hente vand og drak derfor det sidste i flaskerne. Vi kravlede i poserne, lyttede til intet i lang tid og var i virkeligheden bjergtagne, i ordets bogstavelige betydning. Vi talte om det, da vi vågnede, at vi var utroligt heldige, at have fået den oplevelse. At være "borte" i en natur, som var så enestående.

Helt ude ved kanten var der et område med græs

Hvorfor tager det 12 timer at vandre 11 kilometer? Kan det virkelig være rigtigt?

I skoven ved Skjoldnæsholm prøvede jeg i foråret at fylde 18 kilo i rygsækken og vandre en rute på 12 kilometer. Jeg gik så hurtigt jeg overhovedet kunne, og ydede alt, hvad jeg havde i mig. Jeg holdt to pauser á 15 minutter. Jeg var så drivende våd ude ved de 6 kilometer, at jeg bare tog blusen af og vandrede de sidste seks i bar mave. Folk jeg mødte, gik varmt klædt. Undervejs er der stigninger på ca. + og - 40 meter. Turen tog 2½ time i alt. Jeg havde derfor skudt en fart af 6 km/t. Det var jeg selv helt tilfreds med, da jeg kom hjem. Og hvad Lonnie angår, er hun bare rå. Sådan er det. Så der er ikke noget svar, og ikke nogen forklaring, for der står jo i alle beretningerne, at det er en letvandret rute.

Vi ville først vade

Man kan ikke sige, at det er varmt om morgenen, men i løbet af dagen stiger temperaturen til omkring 14 grader oppe i dalen. Morgenen den femte dag skinnede solen og det tegnede til at blive en flot dag. Myggene var lettet, så vi pakkede teltet ned i en fart, og kravlede ned ad skrænten til Nissunvaggijokke. Vi ville først vade over på den anden side, derefter spise morgenmad. Det gjorde vi så og blev vasket efterfølgende. Herligt. Den eneste plante jeg kendte navnet på på hele vandringen, var kvan. De stod og så frodig ud på steder, hvor der var vand og sol fra syd.

Blomstrende mos

Vi havde ingen eksakte planer for, hvor langt vi skulle nå, så vi kløede bare på. Vi vandrede så tæt på jokken, det lod sig gøre uden at gå på sten. Et sted var der snebro over jokken. Havde vi været mere dumdristige, havde vi benyttet den i stedet for at vade. Men vadet var naturligvis med fuldt overlæg. Efterfølgende skal det lige nævnes, at dette vad og de to næste kunne have været undgået, hvis vi var blevet oppe på kanten af canyonen. Det viste sig, at vi skulle over endnu to vandstrømme. Nu var vi efterhånden professionelle, så det udgjorde ikke længere et problem.

 Et sted var der snebro over jokken.

Midt i dalen, ved vandskellet, ligger der nogle små søer - en tre fire stykker. Der var nogle ænder, der hyggede sig lidt, men ellers var fuglelivet sparsomt. Underligt nok var der ikke et tørt sted, vi kunne krydse dalen, men vi fandt et sumpet område, hvor vi kom tørstøvlede over. Det var også kun lige på et hængende hår.

Et sted, hvor vi krydsede en blokmark, så vi en rypemor med omkring 8 unger. Det var sjovt, for hun kunne få ungerne til at forsvinde på kommando. På hendes signal dukkede de sig, og da de havde camouflagetøj på, var de for nogle sekunder helt usynlige.

Der mødte os nu flere strækninger med blokmark, og hen ad aften de lave buske, videsnår, som svenskerne kalder det. Jeg tror, det er en slags polarpil. Krat er irriterende. Og kombinationen af stejle skråninger og krat gør livet rigtigt surt. Når skrænten, man forcerer på langs, er stejl, laver vandet, som løber ned ad skrænten, dybe furer. Og disse furer, som kan være fra 1 til 5 meter dybe, udgør en stor risiko i kombination med krat. Man bliver presset ud til kanterne, hvor det er svært at få fodfæste. Man bliver tvunget op eller ned steder, der i forvejen er meget stejle. Man bliver grebet om benene af grene, som bare ligger og venter på at fange én.

Renvogterhytte

Vi nærmede os den anden ende af dalen, hvor der ligger en renvogterhytte. Den står på en forhøjning ligesom en gård i marsken. I aftensolen lyste dens ubehandlede, drivtømmerfarvede træværk stærkt op i kontrast til de mørke skyer, som sendte deres skygger ned over fjeldet lige bag ved. Vi holdt en pause ved Nissunjokke, som jokken, der løber denne vej, hedder. Jeg ville have et billede af Lonnie, som sad ved jokken og hvilede, fordi jeg havde planlagt at ville tage et tilsvarende billede, lige før den forsvinder ud i Abiskojokke. Jeg vidste fra sidste år, hvor stor vandføring den havde på det nedre løb, så jeg ville dokumentere forskellen mellem de to steder. Men det viste sig senere, at min idé ikke førte til noget, fordi vandføringen i år var meget lille. Nå, men jeg kostede Lonnie ud på nogle sten, helt ude i vandkanten og skulle til at fotografere, men i min iver for at være den sande gentleman, røg kameraet ud af hånden på mig. Det ramte en sten og var heldigvis så elastisk, at det hoppede op, så jeg kunne nå at gribe det igen. Men kombinationen af kamera, sten og én meters faldhøjde sætter sine spor.

Jeg ville have et billede af Lonnie, som sad ved jokken og hvilede,

 

Vi havde nu gået 9½ kilometer, men der var ikke lige et egnet sted at slå teltet op. 1½ kilometer længere fremme, fandt vi i lighed med aftenen før, et fladt, græsbevokset plateau et godt stykke over jokken. Der var en fin udsigt til den modsatte nordvendte dalside med dens store snefelter. Foran ventede os en sej omgang. Vi kunne se, at der var krat mange kilometer frem, og hvis vi i nogen grad ville undgå det, skulle vi stige et par hundrede meter. Så var der ligesom serveret. 

Fin udsigt til den modsatte nordvendte dalside

Vi sov så udmærket den nat, og havde nu igen 11 kilometer foran os - men altså de sidste. Da vi skulle til at tage støvler på troede Lonnie, at der var én, der havde taget hendes støvler og sat nogle mindre i stedet. Forklaringen kom lidt senere, hvor Lonnie kunne mærke, at den var gal med anklen. Hun var øm og anklen var hævet. Men hun peb ikke resten af dagen - ikke det mindste.

Nissunjokke danner en over 60 meter dyb, stejl canyon, der er som skåret ned i klippen med en gigantisk skærebrænder. Begge dalsider hvælver sig ned mod denne afgrund på samme måde som, nå ja - et par balder. Vi skulle vinde højde for at undgå videsnår-skoven, men også for at komme op, hvor underlaget var mere vandret. Og op kom vi. Det var varmt, og varmere blev det, i takt med nedstigningen. Vi begyndte at overveje, hvad vi skulle gøre, dersom vandforsyningen slap op. Vi havde kun en halv liter med hver.

Begge dalsider hvælver sig ned mod denne afgrund

Mange påstår, at det er hårdere at gå nedad end opad, men jeg har det anderledes. Jeg tror det hænger sammen med, at mange ikke har trænet deres muskler ordentligt og derfor får ømme muskler, når skal udføre et uvant arbejde.

Vi kom ned, og på den sidste skrå strækning fik vi et godt indtryk at canyonen. Nu fladede terrænet ud og vi kom ind i skoven, som dækker hele Abisko Nationalpark. Vi kunne høre Nissunjokke, vi kunne på et tidspunkt se Nissunjokke, men stien, vi skulle fortsætte ad, var væk. Vi stod inde i et delta med vand til alle sider. Nissunjokke brugte nemlig stien til at komme frem ad, så vi måtte til at danne ny sti. Godt med et kompas. Vi måtte finde nogle lavvandede steder. Der var sumpet og skoven ret tæt. Der gik ret lang tid inde i dette vildnis. Pludselig ser vi mennesker og en sti - hurra, vi tumlede ud på Kungsleden. Nu gik vi med vilje en kalv kilometer i den gale retning for at komme ud til Nissunjokke, hvor vi kunne slukke tørsten, lave mad og hvile lidt.

Ved kanten af Nissunjokke, ved dens udløb i Abiskojokke, sad vi så og pustede ud. Nød såvel solen som den kølende jok. Frokost og kaffetår. Over for os på den modsatte bred sad et ungt par på vandretur mod syd. De var lige begyndt deres eventyr, som så ud til at blive hedt. Med mellemrum krydsede vandringsmænd og -koner hængebroen. Turister kom med deres kameraer på brystet og turistede. 

Ved kanten af Nissunjokke, ved dens udløb i Abiskojokke

De sidste fire kilometer havde været et helvede sidste år. Nu var vi ligefrem fodrappe. Der er et udsigtspunkt på vejen mod Abisko Turist. Man kan ikke gå udenom, og stien er meget stejl. Sidste år måtte jeg trække Lonnie det sidste stykke op ved at lange min vandringsstav ned til hende, så hun kunne holde fast i den.

I år ku´ vi bare det dér. Vi forcerede højen uden besvær og fortsatte mod parkeringspladsen, hvor vi var klokken kvarter over tre. Helt godt klaret, syntes vi selv. Bilen stod, som vi havde forladt den. Det kilder altid lidt i maven på mig, når jeg har været borte fra bilen i længere tid. Hvad gjorde vi, hvis den ikke var der, når vi nåede frem? Nå jo, vi kunne jo tage toget, som kørte lige forbi.

Vi lykkedes, men ikke uden skader. Lonnies ben tog til at hæve, og mine fingerspidser var tyndslidte af hele tiden at skulle binde i og binde op. Ikke at min skade på nogen måde var så alvorlig som Lonnies, men udelukkende et signal om, at vi næste år ikke skal være lige så ihærdige med at pakke alt så grundigt ind i plastikposer.

Vi skiftede tøj og sko og pakkede bilen, så vi kunne komme til Narvik  Og det kom vi efter ca. 75 kilometer. Vi fandt hurtigt vandrerhjemmet, som vi kendte fra sidste år. Vi fik en lejlighed, hvor vi kunne være alene. Dejligt med et varmt bad. Dejligt at være fri for myg. Dejligt med noget rigtig dansk dåsemad. Dejligt med en flaske rødvin efter fire dages afholdenhed. Og forbandet som skader kan larme hele den lyse nat igennem. 

På turens syvende dag kørte vi sporenstregs til Rago Nationalpark. Der er ikke så langt, men det føltes bare sådan, fordi vejret var kedeligt. Vi var rigtigt komme ud til Norges atlanterhavskyst. Et i øvrigt beboet sted, hvor vi passerede, så jeg en mørk elglignende skygge stå i venstre vejside. "Der var en elg", påstod Lonnie. "Den var af plastik", afgjorde jeg, for den stod helt unaturligt stille og lignede alt for godt, til det kunne være sandt. "Så kør tilbage og se efter", vedblev Lonnie. Det gjorde jeg, og elgen, som blev døbt Helge, galoperede langt inde på en mark, hvor den forsvandt i det høje krat.

For at komme fra E6 ind til Rago, skal man igennem mange, lange, snævre tunneller. Vi havde forberedt en vandretur i Rago. Vi havde forberedt den sådan, at vi havde pakket tøj og mad. Så det var bare at gå i gang. Men Lonnies hævede ankel, vejret, og ikke mindst stigningen på stien satte os mat. Okay, sagde vi, nu har vi været i Rago.

Vejret så ud til blev heldagsregn og vi fortsatte vores Via  Dolorosa til Sulitjelma - en forladt mineby. Jeg tænkte, at vi  kunne overnatte dér og så tage på en endagstur til Sulitjelma-isen. Forget about it. Hotellet var under restaurering til engang i september og vejret fortsatte. Og campinglivet er nu engang sjovest i tørvejr.

Hvad så, lille mand, tænkte jeg. Vi studerede kortet. Der var et vandrerhjem som lå fire kilometer på den svenske side af grænsen. Så tæt på polarcirklen, at den næsten smittede af. Klokken var omkring 20, så vi hastede tilbage gennem utallige tunneller ud til E6. Jeg havde hjemmefra studeret kortet grundigt, og ville grumme gerne opleve Silvervägen. Den vej, som stort set følger polarcirklen og skærer Sverige  halvt igennem. For at komme op over bjergene skal man ad en ganske smal vej, hvor man hele tiden beder til, at der ikke kommer modgående trafik. Vejen snørkler sig opad, men vi kom til at ligge bag ekspressen til Jokkmokk, en bus ved samme navn. Vi fandt vandrerhjemmet oppe ad en gruset slalomvej, men vendte straks om, da vi så, hvad det var. Så havde camping været bedre, eller man kan sige, hvis det skal være primitivt, så foretrækker vi at være alene. Vi var kørt forbi et sted, hvor der var overnatningsmulighed lige ved grænsestationen, så dér tog vi hen. Og det gider jeg simpelt hen ikke skrive om. Det var ikke engang de skallede 300 kr. værd, som vi gav. Men vi spiste, vi badede, vi sov og vi spiste endnu engang. Nu skriver jeg alligevel om det. Det kongelige norske folk kunne leje lidt jord, hvor de kunne stille deres campingvogne. Og det gjorde svenskerne så. På den jord byggede de små hytter, hvor der var en åbning, der passede nøjagtigt til indgangsdøren i campingvognen, der så blev kørt helt tæt op til hytten. Campingvognene var større end hytterne. Og jeg skal undlade at skrive, hvordan dette sceneri tog sig ud.

Dag nr. 8 var smuk. Vi trillede fløjlsblødt nedad og ud mod øst. Der var bjerge på afstand, som hele tiden blev lavere. Der var søer og elve, der fulgtes med os over lange strækninger. Bevoksningen var sparsom og lav - det var Lapland i sit bedste tøj. Jeg ville gerne skrive om de grønne nuancer med brune islæt hist og her, men det ville alligevel blive et fattigt udtryk. Og så er der altså et særligt lys. Der siges så meget om det "særlige lys" i Skagen. Nu har jeg været i Skagen mange gange i alt slags vejr. Mit bud på fænomenet er, at det særlige lys må skyldes fravær af de dybe skygger, vi har så meget af på øerne. Altså at synsoplevelserne synes mindre kontrastrige end andre steder i DK. Men der i Lapland, var der på samme måde, og så den blåtonede dis, i hvilken de fjerne bjerge tog sig lidt slørede ud.

På udvejen, eller skal vi sige på vejen op, var der et gigantisk vejarbejde, der strakte sig over 15 kilometer, umiddelbart før Jokkmokk. Og man skal igennem alle helvedes pinsler. Man kan retfærdigvis kun køre mellem 15 og 40 km/t. Og i modsat retning kommer alle Sveriges forenede idioter imod os. De kører på én ubrudt række. Lastbiler med hastigheder på op mod 70 km/t og nedslidte varevogne, der bare kaster skærver ud til alle sider.  De er fanden fløjte mig lige så afstumpede som fynboer. Vi har selv konstateret det med en splinterny Golf i vidners nærvær ved Vester Hassing. Vi har også mødt enkelte kultiverede svenskere. Der var en rigtig rar vandrerhjemsfatter i Strømstad, som vi kommer til lige om lidt. Men jeg skal først lige fortælle, at vi valgte, at køre en omvej på godt 75 kilometer for at undgå vejarbejdet syd for Jokkmokk. På den sidste del af omvejen var der - 17 kilometers vejarbejde. Svenske vejarbejder......

Nå, det blev varmt 27 grader. På en "restaurant", som hed Golden Bar i Lycksele spiste vi et måltid. Nu har vi sunde og gode tænder, så vi kom igennem det. Folk omkring os nød maden, vejret og udsigten. Tjeneren svedte, og spurgte, hvor varmt det var hjemme i Danmark. Vi vidste, at det var 30 grader og svarede ham. Det var lige ved at tage modet fra ham.

Nå, vandrerhjemmet i Strømsund hedder Udsigten. Det var ældre end os, men renoveret. Sengene knirkede helt vildt. Men der var sgu ro om natten alligevel. Der var toilet og bad på gangen. Fælles køkken. Altså et rigtigt godt gammeldags vandrerhjem. Og vandrerhjemsfatter kunne sige "goddag" på dansk. Han kunne også lave lidt sjov omkring den lave kurs på svenske kroner, idet han mente, at den pris, vi skulle betale for overnatningen, ikke kunne bringe os ud af fatning. 340 s. kr. for to personer, og så betalte vi endog overpris, fordi vi ikke var medlemmer af STF. Jeg fik hverken koldsved eller mandolinkrampe. Med i prisen var 5 liter postevand, som vi tappede fra den kolde hane. UDEN VANDFORSYNING INGEN MAD OG KAFFE.  

Niende dag blev rigtig varm. Et sted nord for Mora standsede vi og samlede lidt rensdyrlav til juledekorationer. Der var også en svamp. Det hele blev lagt ned i en stor plastpose, som vi holdt åben, så der ikke opstod forrådnelse. Nu rådnede det heller ikke, men den dag i dag kan vi fornemme den stramme lugt af svampen i bilen. Mariestad var dagens mål. Og vi nåede det, og efter et par forsøg fandt vi frem til Hotel Vänerport ved havnen. Fint og flot. Så flot, at vi tog aftensmaden i havnekiosken overfor. Charmerende by med en gammel domkirke. Og så var der stemning på havnefronten, der midt på Väneren.

Vi fik et godt morgenmåltid, der gav os mod på det sidste stræk hjem. Vi kørte ad rute 48 mellem de store søer. Meget charmerende og ret øde. Lange, lange skovstrækninger. Efter fire dagen i bilen længtes vi efter vores egne senge. Der er heller ikke så meget mere at fortælle. 

Vi nåede hjem, og der blev smilet ad os. Ikke til os. Nu var vi igen kommet alt for tidligt hjem. Jeg skal retfærdigvis lige anføre, at vi inden ferien storskrydende havde underholdt med, at vi denne gang havde planlagt en 3 ugers tur - 21 dage. Men 10 dage var da heller ikke dårligt. 4500 kilometer i bil og 42 til fods.